"Her er det meste lagt an på frivillighed"

Danske Bolette Neve er ansat i den engelske landbrugsorganisation NFU, hvor hun har anledning til at sammenligne dansk og engelsk landbrug.

I Danmark er der langt flere landbrugsrestriktioner end i England, hvor det meste - som i miljøprogrammet Environmental Stewardship Scheme - er lagt an på frivillighed. Men det er ikke, fordi landbruget har den store politiske opbakning. Politisk er de engelske landmænd præget af en vis resignation.

Det fortæller danske Bolette Palle Neve, som fra nærmeste hold kan studere forskellene på dansk og engelsk landbrug. Hun arbejder som "graduate trainée" i den engelske landbrugsorganisation National Farmers Union (NFU). Generelt møder hun mange lighedspunkter i de to lande, men dét med restriktioner contra frivillighed er en forskel, der springer i øjnene, mener hun.

Grønne alliancer

Bolette Neves opgave i NFU er at rådgive om vandrammedirektivet. Og også på dét felt satser de engelske landmænd på, at frivillige tiltag for at forbedre vandmiljøet vil betyde, at de kan slippe for tvungne restriktioner på f.eks. pesticider.

Strategien er et bredt og frivilligt samarbejde med bl.a. miljøorganisationerne. Det giver resultater, som ofte er "grønnere" end landmændene umiddelbart bryder sig om, men til gengæld står erhvervet stærkt politisk, når uenighederne med miljølobbyen på forhånd er ryddet af vejen, fortæller Bolette.

Bolette Palle Neve (31) er landmandsdatter fra Falster og uddannet agronom i 2004. Ved et forskningsprojekt i Perth, Australien, mødte hun sin nuværende, engelske forskermand. Parret har boet i England siden 2005, og sidste efterår søgte og fik Bolette Neve ansættelse hos NFU.

Jobsamtale varede et døgn

"Jobsamtalen" strakte sig over 24 timer, hvor hun og 13 andre aspiranter måtte igennem strabadserende gruppeøvelser og interviews. Kun for om aftenen, dødtrætte, at blive sat til bords ved fin middag med NFU's "spidser".

Her fik Bolette en "rigtig engelsk gentleman" til bords. Han reagerede på hendes danske baggrund med en smigrende kommentar:"Oh, the danes! Excellent farmers!"

Og jobbet fik hun altså.

hac

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle