Herd Navigator gav markant forbedring

Herd Navigator var meget bedre end ejerne i seks testbesætninger, til at finde brunst, ketose og mastitis.

Herd Navigator, der fik Agromekprisen, var meget bedre end ejerne i de seks testbesætninger, hvor systemet har kørt i omkring et halvt år, til at finde de centrale problemer, der kan påvirke mælkeproduktionen.

I tre af de seks besætninger fandt Herd navigator således omkring dobbelt så mange brunsttilfælde, som ejeren selv. Og ingen af de seks ejere var på højde med Herd Navigator, når det gjaldt om at opdage brunst hos køerne.

Tallene var noget af det, der blev lagt frem, da der i sidste uge blev afholdt temamøde om Herd Navigator af Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, på Kvægbrugets Forsøgs Center.

Der var ellers tale om en udfordring, da det avancerede system blev sendt til test på de seks gårde. Blandt andet gik man fra vådkemi på KFC til tørkemi - sticks - på gårdene. Men det virkede.

Drægtighedsprocenten steg markant hos de seks testværter og nåede et sted op på 60 procent og i de fleste tilfælde over 50 procent.

Også hvad angår ketose, er systemet effektivt, viste testen i praksis. Herd Navigator fandt alle ketosetilfælde hos de seks testværter i prøveperioden, og det var markant flere, end nogle af ejerne opdagede. Systemkravet var, at 80 af brunsterne skulle opdages - og det må man sige, at Herd Navigator levede op til.

Ketose kan betyde et fald i mælkeproduktionen på mellem 150 og 200 kg, hvis det ikke behandles.

God til mastitis - men...

Også som mastitis-detektor fungerer Herd Navigator fremragende. Systemet finder alarmkøer - det vil sige køer med mere end 200.000 SCC - flere dage før de kliniske tegn viser sig.

Der er dog nogle tilfælde af mastitis, der ikke findes. Det gælder især colimastitis, der giver en pludselig stigning i mælkens indhold af LDH. Alligevel lyder konklusionen på testen, at systemet finder størstedelen af de køer, der er ved at få mastitis.

Dermed kan man sætte ind med behandling meget tidligt i forløbet og på den måde holde det samlede celletal lavt.

Testen er ikke slut. Der er selvfølgelig flere ting, der skal finjusteres, men forskerne arbejder også med videreudvikling af det avancerede system.

Tilpasses brugeren

Hvor markant et hjælpeværktøj, Herd Navigator kan blive, beskrev specialkonsulent i Dansk Kvæg, Lars Arne Hjort Nielsen i sit indlæg på mødet.

»Besætningsejerens strategi om f.eks. start-insemineringstidspunkt kan bygges ind i Herd Navigator, så man får udspecificeret de brunstalarmer, som man ønsker at inseminere på. Det kan være, at en bedrift ønsker at give førstekalvskøerne en længere tomperiode end de øvrige køer, og at man derfor ikke ønsker at inseminere på de første brunster hos førstekalvskøerne - det kan også være, at man ønsker at give højtydende køer længere laktationer. Begge dele kan lægges ind som handleplaner i gårdens udgave af Herd Navigator,« forklarede han.

»Med Herd Navigator er der mulighed for at følge køerne på en helt ny måde,« understregede Lars Arne Hjort Nielsen.

worsoe@landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle