Af Michael Aastrup Jensen, Medlem af Folketinget for Venstre og Asger Christensen, Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre
Danske hjorteavlere kan ånde lettet op, efter Fødevarestyrelsen forleden offentliggjorde, at de alligevel åbner muligheden for at søge dispensation. Eller kan de? For der er fortsat mange spørgsmål, som vi mangler svar på.
Den mærkningsordning, som Fødevarestyrelsen varslede pr. 1. januar 2022, var den første og eneste af sin slags i EU. Vores europæiske naboer har nemlig tolket reglerne anderledes og besluttet at afvente implementeringen til 2023-2024.
I den europæiske sammenslutning af hjorteavlere har man heller intet hørt om de nye ”krav”. Det er til trods for, at flere europæiske hjorteavlere har spurgt deres lokale myndigheder om den nye lovgivning.
Fødevarestyrelsen går altså enegang. Vi mener, at der er tale om en grov overimplementering af EU-reglerne. For hvorfor overhovedet begynde at øremærke hjortedyr for at øge sporbarheden, når de går på indhegnede arealer? Det er os en gåde.
Nu har fødevareminister Rasmus Prehn så stukket avlerne et holdkæftbolche i form af en dispensationsordning. Ministeren er vendt 180 grader. Og det er fornuftigt. Men vi frygter, at hjorteavlere, der producerer hjortekød, blot nedlægges én efter én i de kommende kontroller.
For et af kravene for at få dispensation er, at hjortene ikke har regelmæssig kontakt med mennesker. Det er i sagens natur svært at undgå, hvis hjortene er vant til, at man tilskudsfodre dem. Definitionen på regelmæssig kontakt er ikke til at slå op. Den bygger på en konkret vurdering, og det er ærligt talt en glidebane af dimensioner.
Det samme gør sig gældende, når ministeren og Fødevarestyrelsen kræver, at opdræt af hjortedyrene skal ske under ekstensive forhold. Igen uden at give en nærmere definition på, hvad det vil sige.
Embedsmænd ved skriveborde
Selvom man har ændret arealkravene, så også mindre farme nu kan fortsætte, er vi stadig bekymrede for vores danske hjorteavlere.
Deres fremtid er fortsat usikker. Derfor undrer vi os over tilgangen fra ministeren såvel som Fødevarestyrelsen. Hvorfor ikke for én gangs skyld prøve at samarbejde med avlerne og høre, hvilke muligheder de ser i implementeringen af EU-reglerne? Hvorfor går man avlerne imod og ikke i møde?
Styrelsen har fuldstændig ignoreret avlernes indspark til den praktiske gennemførsel. Og sagen er desværre et godt eksempel på, at embedsmændene ved skrivebordene ikke har den fornødne forståelse for den hverdag, som avlerne arbejder i. Det holder ganske enkelt ikke. Derfor følger vi fortsat sagen tæt og holder et vågent øje med den endelige implementering.
