Holder fjerkræ og markbrug på Als - hjem til Flensborg efter fyraften

Robert Beck, landmand og forretningsmand, går målrettet efter mulighederne i både økologisk og konventionelt landbrug.

På vej op mod Robert Becks økologiske ejendom ved Augustenborg passerer man Danmarks måske største hønsegård: en stor mark med små æble- og kirsebærtræer og et område med popler. Til sammen udgør de tilplantede marker 70 hektar.

Selve gården ser ud som det, den er: Et produktionsanslæg. Uden stuehus, men med personalestue. Med nye, store stalde til de økologiske høns, skrabehøns og slagtekyllinger. Flankeret af korn- og fodersiloer i skinnende stål.

På gårdspladsen holder Robert Becks Volvo med tyske nummerplader. D for Deutschland og FL for Flensburg.

Familien Beck bor til daglig i et villakvarter i Flensborg. Det kan sagtens lade sig gøre. Akutte situationer kan klares via medarbejderne og mobiltelefonens tilknyttede alarmer.

»Det tager 45 minutter, så er jeg i Flensburg«, siger Robert Beck (42).

Forretningsmand

Med 1.100 hektar under plov på Als, 900 hektar økologisk landbrug og 200 hektar, der drives konventionelt, 90.000 høns, hhv. økologiske og skrabehøns, samt en halv million slagtekyllinger, er Robert Beck ikke økolog af typen islandsk sweater, hjemmestrikkede sokker og holdninger til venstre for midten.

I virkeligheden er han mere forretningsmand end landmand. Han satsede på økologi, da det så mere lovende ud end ’bulk-produktionen’ i den konventionelle del.

Et sats på økologiske kyllinger blev opgivet, da markedet brød sammen. Nu laver han i stedet velfærdskyllinger til Ikea.

Investeringerne har han skabt grundlag for gennem mange års køb og salg af jord og ejendomme i Tyskland og England, siden han var midt i 20’erne,

Begge steder driver han også i dag landbrug, ligesom han ejer biogasanlæg og vindmøller i England, Tyskland og Skotland.

»Det er lidt af en blandet landhandel«.

Mange vil lægge tilbage

Her på Als satser han først og fremmest økologisk, og det er ikke dårligt for økologien, at der er store bedrifter, drevet af forretningsmænd med et skarpt øje for en god business case, understreger han.

Tværtimod kan de forretningsorienterede økologer producere store mængder korn og foder i ensartede kvaliteter, og dermed være med til at bære dansk økologi frem i en tid, da også økologisk landbrug er kommet under prispres, mener Robert Beck.

Selv har han store forventninger til, at et nyt samarbejde med brødkoncernen Schulstad om at dyrke hvid hvede til økologiske fuldkornsboller, kan føre mere med sig.

Generelt tror han, at den ubalance, der er opstået på markedet, vil få mange nyomlæggere til at opgive økologien igen.

»Hvis priserne ikke finder et fornuftigt leje hurtigt, tror jeg, der er mange, der stopper igen. Til gengæld er der nu, da priserne falder, flere virksomheder, der kan bruge danske, økologiske produkter i deres produktion, bl.a til brød«.

Kan blive bindeled

Robert Beck tror også, at de store økologer kan være med til at udjævne kløften mellem økologer og konventionelle.

»Vi er en ny generation af økologer, som ser det mere som en forretning end som en ideologi. Jeg tror, vi kan være bindeleddet til de konventionelle. Vi kan vise de konventionelle nye metoder til ukrudtsbehandling og lære dem, hvad et stort og varieret sædskifte kan gøre«.

Det er afgørende, mener Robert Beck, at økologer og konventionelle lærer af hinanden i stedet for at skabe fjendebilleder.

»Det er vigtigt, vi trækker på samme hammel og det er kun godt for dansk landbrug, at vi har begge ben at stå på. Det skal ikke være ’dem og os’, - måske ender vi på noget midt imellem«.

»Sjovt og udfordrende«

Selv om der ligger grundige økonomiske kalkuler bag Robert Becks eget valg af økologi, er hjertet gradvist fulgt med, understreger han.

»Jeg har været konventionel landmand i det meste af mit liv. Da jeg var konventionel, havde jeg tre-fire afgrøder - i dag har jeg 13.

Når vi som økologer driver tingene uden kemi, er vi nødt til at have et sædskifte, så det hele ikke løber fra os. Det er en anden måde at tænke på. Sådan set er det sjovere og mere udfordrende!«

Robert Beck dyrker som den første større avler i Danmark økologisk hvid hvede for brødkoncernen Schulstad. Læs mere om det i næste uges LandbrugsAvisen.

Faktaboks

Landmand og forretningsmand fra Fyn:

  • Robert Beck (42), bosat i Flensborg.
  • Driver 1.100 ha landbrug på Als (650 ha ejet), samlet i Als Økomark Aps og Robert Beck.
  • 900 ha drives økologisk, resten konventionelt.
  • 48.000 økologiske høns, 42.000 skrabehøns. 500.000 slagtekyllinger. 
  • Driver også landbrug i England (1.000 ha) og Tyskland og har biogasanlæg i Tyskland, England og Skotland.
  • Vokset op på en gård på Fyn (110 ha) med traditionel planteavl og frugtplantager med æbler, blommer, kirsebær o.a. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle