Hollandsk plan skaber røre: Vil af med 30 pct. af køerne

Politiske drøftelser om at reducere husdyrbruget med 30 pct. via statslige opkøb alarmerer Hollands mælkeproducenter.

Hollandske landmænd vil være stærkt repræsenteret, når europæiske mælkeproducenter 13.-14. december demonstrerer i Bruxelles.

Det kommer ikke bag på Yke Kloppenburg, mælkeproducent med baggrund i Holland. Hun henviser til, at der i Holland siden parlamentsvalget i marts føres forhandlinger om en ny regering og et regeringsgrundlag. Undervejs har det hollandske Institut for Miljøvurdering, PBL, udarbejdet et miljø- og klimaforslag, som politikerne nu drøfter konkret.

Forslaget indeholder et forslag om at reducere hollandsk husdyrbrug markant, bl.a. kvægbruget med 30 pct., via frivillige, statslige opkøb af bedrifter, hvor landmænd tilbydes 130 pct. af handelsværdien. På tale er et kompensationsbeløb på 30 mia. Euro (223 mia. DKK).

Færre husdyr skal skabe mere balance i det hollandske klimaregnskab, som belastes af planlagte, store investeringer i boliger og infrastruktur.

»Der bor 18 mio. mennesker i Holland på et mindre areal end Danmark, og der mangler boliger. Nu går de her tal rundt om, at der skal købes bedrifter op. Om det bliver en del af regeringsgrundlaget ved man endnu ikke, men det er klart, at det skaber en masse utryghed«, siger Yke Kloppenburg.

Det gør ikke de hollandske landmænd mildere stemt, at deres landsmand, socialdemokraten Frans Timmermans, som EU-politiker har stået i spidsen for arbejdet med EUs grønne omstilling, herunder strategierne Farm to Fork og Biodiversitet, der bl.a. vil reducere brugen af pesticider, gødning og antibiotika, og sende jord ud af drift.

Det hele vil være en del af bagagen i Bruxelles.

hac

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle