Horsch opdaterer Sprinter

Sprinter ST tandskærssåmaskinerne fra Horsch, som er målrettet pløjefri dyrkning, har været på markedet siden 2005 og lanceres nu i en opdateret version.

En nyudviklet rammeopbygning med større pakkerhjul er et af kendetegnene på en ny Horsch Sprinter ST såmaskine, der kommer til salg i efteråret. Sprinter ST kan fås i to versioner, nemlig med eller uden gødningsplacering.

Sprinter ST, som kommer i arbejdsbredderne fire og seks meter, har som pakkerhjul både forrest og bagerst 78 centimeter høje hjul af typen 7.50/16. De bagerste er monteret i et tandemophæng for optimal pakning og tilpasning.

Gødningsversionen har tilnavnet PPF - Precise Placement of Fertilizer. Såskærene er de klassiske Duet-skær, der deler udsæden i to strenge. Hvert Duet-skær placerer udsæden i strenge med 12,5 centimeters afstand. Duet-skærene er med indbygget mulighed for placering af gødning, hvor gødningen via en smal skærspids altid placeres i konstant præcis afstand under og imellem udsæden.

Sprinter tandskærsmaskinerne fra Horsch kendetegnes ved en enkel og overskuelig opbygning med minimale omkostninger til sliddele, ligesom trækkraften er beskeden. Trækkraften for en Sprinter 4 ST ligger i omegnen af 150 hestekræfter.

Såsædsbeholderne er på både Sprinter 4 og 6 ST PPF gødningsversionen på 5.000 liter, med opdeling 40/60 eller omvendt til såsæd og gødning.

I versioner uden gødning har Sprinter 4 ST en 2.800 liter stor beholder og Sprinter 6 ST en såsædsbeholder på 3.500 liter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle