Husk dispensation ved tilskudsfodring

Når der plejes natur- og græsarealer, er det muligt at få dispensation til tilskudsfodring, hvis der er faglige begrundelser for det.

Normalt er tilskudsfodring forbudt på alle femårige tilsagn om tilskud til pleje af natur- og græsarealer og på næsten alle tilsagnsarealer med 20-årigt MVJ-tilsagn.

Men er der behov for tilskudsfodring ved f.eks. tørke eller om vinteren, er der mulighed for at få dispensation til det hos NaturErhvervstyrelsen. Der skal søges, inden tilskudsfodringen sættes i gang.

»Det er meget vigtigt at få søgt dispensation ved behov for tilskudsfodring, da selv en halmballe i et hjørne af en mark med tilsagn vil blive betragtet som en overtrædelse af tilsagnet,« understreger landskonsulent Heidi Buur Holbeck, Seges Planter & Miljø.

Er tilsagnsarealet også omfattet af naturbeskyttelseslovens paragraf 3, skal kommunen først give dispensation, og kommunens tilladelse skal vedlægges ansøgningen til NaturErhvervstyrelsen.

»Erfaringerne viser, at når kommunen har givet en dispensation, så giver NaturErhvervstyrelsen normalt også altid en dispensation,« konstaterer landskonsulenten

På arealer med kontrol efter synlig afgræsning må der gerne samhegnes med marker uden tilsagn, blot der ikke tilskudsfodres på tilsagnsarealet.

Ved kontrol efter fast afgræsning er det ikke tilladt at tilskudsfodre i juni, juli og august i hele indhegningen. Resten af året må der godt samhegnes med arealer uden tilsagn.

Faktaboks

Fodringsforbud

  • Fodringsforbuddet gælder også strågoder som hø og halm
  • Håndfodring, når man vil lokke dyrene til sig ved opsyn, er dog tilladt sammen med slikkesten og rene mineralblandinger

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle