Husk viben i forårets markarbejde

Viben er en elsket forårsbebuder, men den har brug for en hjælpende hånd.

Desværre er vibernes ynglesucces gået tilbage i de seneste årtier. Det skyldes især, at der i dag er færre afgræssede engarealer, at vinterafgrøder er blevet mere udbredte, og at våde pletter i højere grad drænes«, siger Anne Eskildsen, specialkonsulent i afdelingen Miljø & Land ved SEGES.

Heldigvis er der meget at gøre.

»Hjælpen kan landmanden allerede sætte ind, når forårets markarbejde skal planlægges. På den måde minimerer vi risikoen for, at vibernes reder skades, og sandsynligheden for, at viben får sine unger på vingerne, stiger«, lyder det fra Anne Eskildsen.

Undgå tromling og tidligt slæt

Hun forklarer, at viben kan lægge sin rede både på omdrifts- og græsarealer. Derfor er der vigtigt at tage hensyn i foråret, hvis man har viben som gæst på sine arealer.

På eng og græsarealer bør tromling og tidligt slæt så vidt muligt undgås. Særligt fra midten af april til midten af maj er viberne sårbare for maskinernes færdsel. Derfor kan det være en fordel om muligt at jævne og tromle græsmarkerne allerede tidligt i marts, så rederne får fred i april og starten af maj.

På omdriftsarealer kan det være svært helt at undgå aktivitet i de sårbare måneder. Derfor er det en god ide at komprimere perioden med markarbejde og foretage forårspløjning, harvning, tilsåning og tromling i ét hug. Så kan viben lægge og udruge nye æg, hvis de første bliver ødelagt. Sen tromling er den største trussel mod vibernes æg og unger.

Når ungerne er udrugede i løbet af maj, er de mere mobile og kan flytte sig for færdsel i marken. Indtil da kan reder med fordel markeres med markeringspinde ti meter før og efter reden, så redskaber kan løftes ved passage.

Faktaboks

Vibe-kampagne:

  • Anbefalingerne om at tage hensyn til viben i markarbejdet indgår i Landbrug & Fødevarers og Dansk Ornitologisk Forenings fælles vibe-kampagne, der lanceres senere på foråret. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle