Hvad betyder den lave mælkepris for landmænd?

Spørgsmål til Peder Philipp, formand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg

»Det er en katastrofe. Ingen kan tjene penge på at passe køer nu. Når man ser, hvor svært det var for mange at få godkendt budgettet sidst, og at prisen er betydeligt lavere nu, gør det rigtig ondt. Det bliver endnu mere kritisk, fordi vi kigger ind i en dårlig majshøst. Så skal vi have pengene op af lommen og ud at købe foder i stedet for at hente det i marken.«

Hvad kan landmændene gøre?

»De kan prøve at lave mere likviditet. Det prøver de nok i forvejen. De kan optimere produktionen yderligere. Det gør de fleste også i forvejen. Måske kan nogen fodre billigere på den korte bane. På den lange bane går det ikke, for så går det ud over produktiviteten.«

Hvor længe kan de holde til lave priser?

»Ikke ret lang tid. Det kommer efter seks-syv år, hvor vi har tjent for få penge. Man må forholde sig til, om det er udsigtsløst eller ej at fortsætte som mælkeproducent.«

Er det ikke naturligt med prisfald, når I selv har ønsket kvoterne bort?

»Det har intet med kvote at gøre. Kvotens bortfald har kun ført til en marginal stigning i produktionen på verdensplan, og det kan kun flytte nogle få øre.

Hvad gør L&F Kvæg ved det?

»Vi arbejder fortsat med alle de forskellige ting, der støtter optimering. Vi sætter os ned og snakker med politikerne om de reelle problemstillinger for at få dem til at gøre noget ved vores rammebetingelser. Vi skal som landmænd kunne tåle udsving på længere sigt og blive bedre til at håndtere det. Men politikerne må indse, at vi skal tjene penge en gang imellem, for at det går.«

Forventer I hjælp fra politikerne?

»Ja. Det nytter ikke, at vi ikke må drøfte dyrevelfærd, miljø og arbejdsløn. Det er de ting, som belaster os allermest. Det er fint at være foregangsmænd, det vil vi gerne, men vi skal have råd til det. Vi er heller ikke færdige med at drøfte, hvordan man forholder sig til den finansielle sektor. Regeringen har lavet fem bankpakker og bedt Finanstilsynet om at se, om der er hensættelser nok. Men de har sat konkurrencen mellem bankerne ud af kraft.« 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle