Hvededag 2008 holdes i Sønderjylland

Sidste år var der Rapsdag på Fyn, og i år bliver der Hvededag i Sønderjylland.

Nærmere bestemt på Ultang sydøst for Haderslev, hvor ejeren, Asmus Fromm-Christiansen, stiller fem hektar af den gode hvedejord til rådighed for en lang række demonstrationer og forsøg, som forhåbentlig på den rigtige dag i forsommeren vil stå klar til beskuelse for de landmænd og andre, der vil være klogere på den optimale dyrkning af vinterhvede.

Hvededag 2008 arrangeres i samarbejde mellem Landbrugsrådgivning Syd og Sønderjysk, der i forvejen samarbejder om landsforsøg. Datoen vil blive offentliggjort senere.

Såtid, mængde, dybde.

Hvededag 2008 vil rumme et væld af emner omkring hvededyrkning. Her kan man eksempelvis se, hvordan hvedesorterne klarer sig med og uden svampebekæmpelse, men også hvordan forskellige såtidspunkter og udsædsmængder spiller ind på afgrøden.

Andre særlige temaer bliver forsøg med kvælstoftilførsel, betydning af sådybder, bekæmpelse af snegle samt en specialitet, nemlig dyrkning af hvid hvede.

Desuden er der anlagt 45 parceller til demonstration af ukrudtssprøjtning. Her er udsået en række forskellige besværlige græsser og tokimbladede ukrudtsarter, som søges bekæmpet med en række gamle og nye midler og metoder. Der anvendes logaritmesprøjtning, hvor der startes med fuld dosis i den ene ende og gradvis lukkes af hen over parcellen - en metode der visuelt viser den optimale effekt.

I foråret anlægges et tilsvarende antal forsøg med svampebekæmpelse, hvor de forskellige kemikaliefirmaer viser effekten af deres midler.

Strategikamp

Endelig er der sået hvede med fire forskellige dyrkningsteknikker på 100 meter lange parceller. Her vil såudstyr fra Hosch, Amazone og Lemken kæmpe mod "discountsåning" om at udføre det pæneste resultat på både harvet og uharvet jord.

Som et ekstra trækplaster bliver der mulighed for at følge en "hvedekamp" mellem de arrangerende foreninger, en tysk og en engelsk standardplan, samt metoden som bruges af ejeren selv, Asmus Fromm-Christiansen. Her kæmpes om at opnå det højeste nettoudbytte, men vinderen kan naturligvis først kåres efter høst.

smitt@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle