Hvem er Danmarks dygtigste maltbygavler?

Fem landmænd deltager i DM i Maltbyg 2008, der afholdes på Østsjælland.

Over 200 kr. pr. hkg for maltbyg!

For mindre end to år siden ville en sådan pris have lydt som en utopisk fantasi, men det er ikke desto mindre det niveau maltbyg nu ligger på for både gammel og ny høst, og fremadrettet ventes et fortsat højt prisniveau.

Den nye fremtid er baggrunden for, at Østdansk LandbrugsRådgivning og fagmagasinet MARK, der udgives af Dansk Landbrugs Medier, afholder DM i Maltbyg 2008.

Der er behov for at se maltbyggen i et nyt lys, mener chefkonsulent Claus Nørgaard, Østdansk LandbrugsRådgivning, der er initiativtager til konkurrencen, og selv deltager med et referenceled ved siden af konkurrencen.

"Det nye prisniveau giver en grund til at fokusere på, hvordan man får mest muligt ud af anstrengelserne og på at diskutere alle detaljer i dyrkningen. Hvad der er det bedste valg, og hvad der bare er gammel vane," siger Claus Nørgaard.

"Med "gammel vane" mener jeg tendensen til at trække gødning fra byg over i hvede, fordi det med de gamle priser ikke var så vigtigt, om byggen blev kasseret. Ligesom der er lidt gammel vane i ideen om, at med en MLO-resistent sort var svampebehandling ikke så vigtig. De forestillinger må vi gøre op med nu."

Sorterne valgt

DM gennemføres på en forsøgsmark ved Karise, hvor der ikke er tilført husdyrgødning i 20 år.

De fem deltagere er alle erfarne maltbygavlere og udvalgt af en række lokale landbrugsorganisationer.

Deltagerne har indtil videre udvalgt deres bygsort og den gødningsmængde, som de vil tildele byggen fra begyndelsen i forbindelse med såning. Senere kommer valget af ukrudtsmidler, supplerende gødning, svampebekæmpelse, evt. vækstregulering og skadedyrsbekæmpelse.

Som følge af det vinterlige vejr i påsken er maltbyggen ikke sået endnu. Det ventes at ske i næste uge.

Læs mere

om DM I Maltbyg 2008 og om deltagerne i MARK nr. 4/2008, der udkommer 1. april.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle