Hvilken traktor skal være Årets Traktor 2013?

Senere i år kåres den traktor, der vinder prisen Tractor of The Year 2013. Den prestigefyldte pris gives til den traktor, der, blandt en jury som består af en række landbrugsjournalister fra hele Europa, scorer fleste point i en række bedømmelser af den enkelte traktor.

I år er der syv nominerede traktorer med i feltet om at blive Tractor of The Year 2013. Og traditionen tro holder LandbrugsAvisen og magasinet TraktorTech sin helt egen afstemning om, hvilken traktor blandt de syv nominerede, der bliver Årets Traktor i Danmark 2013. Fra fredag 12. oktober til søndag 21. oktober kan du stemme på, hvilken traktor, du mener, skal være Årets Traktor 2013.

Send en mail til konkurrence@landbrugsavisen.dk med dit bud. Eller har du en profil på TraktorTechs hjemmeside, så log ind og stem direkte på traktortech.dk.

Vi skal dog skynde os at sige, at afstemningen ikke har noget at gøre med den internationale kåring af Tractor of The Year 2013.

Kandidaterne til begge konkurrencer er dog de samme. På den måde kan du se, om det bliver den traktor, du stemte på til Årets Traktor 2013, der også går hen og løber med prisen, Tractor of The Year 2013. Når du stemmer, deltager du samtidig i lodtrækningen af fem gavekort til en værdi af 1.000 kroner til traktorshop.dk.

Høj komfort blandt kandidater

Feltet af nominerede traktorer bærer i høj grad præg af en høj komfort. Alle traktorer har som minimum aircondition og klimaanlæg, og alle traktorer har enten trinløs transmission, fuld powershift- eller som det mindste en semipowerhift-transmission. Det er ret flot i betragtning af, at feltet spænder fra 114 til 410 hestekræfter.

Kun en enkelt eller to af traktorerne har ikke et egentligt armlænskonsol, som følger med sædet, og langt størstedelen af kandidaterne har store terminaler, hvor chaufføren kan styre en lang række funktioner på traktoren.

På opslaget her kan du danne dig et overblik over de nominerede kandidater. Men den sidste nominerede i rækken, Case IH Farmall 115U Pro, kan vi af gode grunde ikke kommentere om, da den ikke er lanceret endnu. Den bliver først præsenteret for offentligheden på EIMA-show i Italien først i november, hvor også selve kåringen af Tractor of The Year 2013 finder sted.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle