Hvis klima fyldte meget i 2019 - så vent til 2020

Andelsselskaberne skal nu omsætte klima-planer til handling.

Hvor klimaet for landbrugets vedkommende handlede om intentioner i 2019, kommer 2020 til at handle om handling og konkreter.

Slagteridirektør Jais Valeur sagde i november så rammende:

»Vi kommer til at se meget mere næste år«, uden dog at konkretisere Danish Crowns tiltag for 2020.

De store andelselskaber har fanget, at der skal handling til, hvis de vil undgå, at politikerne overtager rattet.

Udfordringen er at finde den rigtige køreretning og fart, så det sker på et fagligt grundlag. Et grundlag, der faktisk mangler ret så mange felter for at være fuldstændigt at betræde.

Hvor Arla i flere år har været dygtige til at kommunikere sine grønne ambitioner, var der i 2019 langt mere substans og tempo bag Danish Crowns tiltag. Allerede inden udgangen af 2019 var 90 pct. af slagtesvinene certificeret på CO2-aftryk.

Først i 2020 skal Arla-ejerne indtaste deres data. Det sker via det omtalte »tillæg« på en eurocent - der nok nærmere kan betegnes som en straf til dem, der ikke vil deltage.

Det afgørende spørgsmål er dog fortsat »hvad koster det?«. For de store tiltag skal ske ude på bedrifterne, hvor 80 pct. af udledningen af CO2 befinder sig.

Imidlertid tegner der sig efterhånden et billede af, at det kan blive svært at få en merpris for klimatiltag. I stedet anser forbrugerne klima-ansvarlighed på linje med den holdning, der kom på miljøområdet for 30 år siden:

Cheminova kunne aldrig have forlangt merbetaling for at stoppe med at dumpe affald på Harboøre Tange. For naturligvis sviner virksomheder ikke.

Klimatiltag kan meget vel ende på samme vis. Selvfølgelig passer du på klimaet. Ellers kan du jo ikke forsvare din produktion - og så fravælger forbrugerne dig.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle