Hvor mange udgifter kan jeg trække fra?

Jeg er landmand, og jeg købte ejendom nr. to i 1994. Boligen var i 1994 velholdt med nyt køkken. Boligen har været udlejet fra 1994 til aug. 2010. Efterfølgende har vi renoveret boligen, vi mangler blot at lægge nyt tegltag på i 2012. Renoveringen var nødvendig efter hårdt slid af lejer og hunde. Vi er pensionister og forventer selv at flytte i boligen, når renoveringen er tilendebragt.

Hvor stor en procentdel af udgifterne kan jeg fratrække min skattepligtige indkomst?

Svar

Udgangspunktet er, at der er fradrag for udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Det er dog ikke muligt at fratrække udgifter til forbedring af ejendommen, men derimod kan udgifter til vedligeholdelse fratrækkes.

Bedømmelsen af, om det er udgifter til vedligehold eller forbedring tager udgangspunkt i ejendommens tilstand på købstidspunktet. Vedligeholdelsesudgifter er udgifter, der er en følge af almindeligt slid og ælde i ejertiden. Det kan være udgifter til f.eks. malerarbejde og anden form for udbedring som følge af slitage.

Forbedringsudgifter er udgifter, der bringer din ejendom i bedre stand, end den var, da du overtog den. Eksempler på forbedringer er indlæggelse af centralvarme og badeværelse.

For nyerhvervede ejendomme gælder særlige regler. Normalt kan der i de første tre indkomstår anerkendes fradrag for istandsættelsesudgifter op til 35 pct. af den årlige lejeindtægt for en- og tofamiliehuse, og op til 25 pct. for udlejningsejendomme. For nyerhvervede boliger er det ejendommens tilstand ved opførelsen, som er afgørende for, hvorvidt der er tale om forbedring eller vedligehold.

Ud fra beskrivelsen af boligen på købstidspunktet vil der være mulighed for at fratrække en væsentlig del af udgifterne som vedligeholdelsesomkostninger. Det er dog altid en konkret vurdering, hvor meget der præcist kan fratrækkes. Forbedringsomkostninger, eksempelvis omkostninger til nyt tag, kan tillægges anskaffelsessummen ved salget af ejendommen.

I dit tilfælde har ejendommen dog ikke været udlejet siden august 2010. Såfremt ejendommen ikke udlejes igen inden anvendelsen til privat bolig, så kan omkostningerne ikke fratrækkes, da de ikke har været afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten. Derimod vil du have mulighed for at sælge boligen skattefrit, såfremt I reelt har beboet denne.

Udarbejdet af Skatteekspert Palle Høj i samarbejde med Anne-Mette Hougaard, Heden & Fjorden

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle