I gamle dage havde jeg travlt med at hjælpe mine tre små børn med morgenmad, tøj, tandbørstning og læsning om morgenen.
NU er de selvkørende, de går til eksamen, og jeg bliver end ikke spurgt til råds - jeg får en sms eller en opringning, når de har været oppe, men de er ikke afhængige af, at jeg står til rådighed med vejledning, tørt tøj, havregrød og hva’ har vi …
Der er heldigvis andre områder, hvor man kan føle sig hensat til gamle dage! Vandkanterne. Randzonerne.
Ja, det virker på mig fuldstændig oldnordisk, diktatorisk og ”jeg alene vide”-agtigt, når fødevareministeren insisterer på at gennemføre loven om randzoner langs åer og vandløb uden at have hverken veldokumenterede eller realistiske beregninger for, hvad randzonerne kommer til at betyde for ikke kun landmændene, økonomisk og arealmæssigt, men også for kulturnaturen – hvad vil der ske med flora og fauna? Får vi flere storke? Flere oddere? Og hvad er konsekvensen SÅ?
Den økonomiske side af sagen er vel heller ikke fuldt ud afklaret! Og med Bæredygtigt Landbrugs stævning af staten … aaahhh, jeg tror godt, loven kunne have tålt liiiidt bedre forberedelse og liiidt mere indsigt, inden den blev vedtaget. Vi skriver trods alt 2012, og ikke ”gamle dage” på datomærkningerne! Og nogen gange må selv magthavere indrømme, at ting ikke er ordentligt belyste, og være store nok til at indrømme at man måske ikke har gjort sit forarbejde grundigt nok.
Jeg er ikke ekspert, det indrømmer jeg gladeligt. Men jeg har efterhånden lært, at man ikke altid skal tage dem, der råber højst, til troende. Det klæder de fleste at være åbne over for nyt, og ingen sag kan vel afgøres kategorisk, bare fordi de, der råber højst, mener, de har ret.
Og så var der lige de der eksaminer …
Jeg venter spændt på afgørelser, tal. Det er en form for eksamen, også for mig, når mine unger ringer hjem og fortæller, hvordan det er gået. Jeg er stolt, når det går godt. Jeg er glad, når de selv er tilfredse. Jeg græder indvendigt og tænker, det er min skyld, når de ”failer” og kommer af sted med karakterer, der ligger under forventningen. Hvad kunne jeg have gjort for at støtte dem bedre. Er der noget, jeg burde have gjort anderledes. Og jeg mindes med gru og kortvarig glæde, hvordan det var, den gang jeg selv gik til eksamen – i 9. klasse, og på gymnasiet. Jeg dumpede i skriftlig matematik til studentereksamen. Jeg fik 05. Det var efter 13-skalaen, og man skulle have 6 for at bestå. Jeg kan ikke huske, om jeg græd. Jeg har helt sikkert været vred. På mig selv. Mest. Og på min lærer, som notorisk var træls. Heldigvis fik jeg 7 i den mundtlige prøve. Så samlet set bestod jeg. Og det var målet. Jeg håber, mine unger når deres mål. At de består.
Fødevareministeren er dumpet. I min optik.
