Som gammel sygeplejerske lytter jeg meget efter, når snakken omkring mig omhandler folks sygdomme og deres oplevelser i sundhedssektoren. Jeg hører både kritik og lovord om læger og hospitaler. Ligeså møder jeg en ensretning i synet på, hvordan vi mennesker skal leve og fylde i landskabet. Det er en gængs opfattelse, at det er selvforskyldt, hvis man kommer til at lide af de såkaldte livsstilsygdomme. Og jeg har bestemt holdt mig oppe med stærk kaffe og ekstra måltider på de lange nattevagter, og søvn blev der lidt af om dagen.
Men vores livsstil er jo et resultat af arvede gener, familiær disposition og udefra kommende faktorer, som kan være ret så barske op gennem tilværelsen. Så jeg giver mig ikke af med at give gode råd eller være bedrevidende. Et gammelt ord siger, at ”man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus”.
Da jeg for et par år siden skulle have kørekortet fornyet, klappede fælden. ”Du må hellere komme til et tjek en anden dag”, lød det. Jo, det var jo vægten, det var galt med. Når man som jeg havde passet bedre ind i billedet på Rembrandts tid (ham den hollandske renæssancemaler med de digre damer), står diagnoserne nærmest skrevet i panden på en.
Vores gamle familielæge gik ikke op i sligt. Og professoren på min gamle arbejdsplads havde et godt motto: ”Man skal altid tage vilkårene i betragtning”. Det indskærpede han de unge kandidater, når de var for overlegne og belærende over for patienterne på stuegang.
Helle Gotved, den gamle gymnastikpædagog, som jeg var så heldig at opleve i min ungdom, sagde ofte: ”Det normale er forskelligt!”
Men nu skriver vi 2014, og nu skal man helst passe ind i en slank skabelon og se ung ud hele livet. Samtidig kan vi i tv se Blomsterbergs fristelser og Pricernes smørbjerge. Privathospitalerne tjener formuer på fedtsugninger, og kønne unge mennesker skæmmer sig selv ved at få tatoveringer på synlige steder, og der er ingen fortrydelsesret.
Jeg kom til tjek og forklarede, at jeg befandt mig udmærket og ikke kunne finde på nogen klager. Men blodprøverne afslørede en let type 2-diabetes, så jeg gik hjem med piller og mange formaninger, og siden har jeg haft kronisk dårlig samvittighed lige til i dag. Det var jo selvforskyldt.
Sidste nat sov jeg næsten ikke, fordi jeg skulle til endnu et tjek, og så blev jeg mødt af en sød ung pigelæge med et fornuftigt syn på situationen.
”Når du synes, du har det godt, og du passer dine haver, og prøverne er stabile, så er det fint. Mange i din alder har problemer med at holde vægten”.
Ih, hvor det lettede, jeg næsten svævede derfra trods de overflødige pund. Hjem til formiddagskaffen.
