Igen fald i verdens kornproduktion

I den seneste rapport om verdens høstudsigter justerer IGC igen høsten en anelse ned.

International Grains Council, IGC, forudsiger i sin juni-rapport et fald i verdens kornproduktion i 2009 på yderligere seks mio. ton i forhold til maj-rapporten. Dermed bliver kornhøsten på 1.715 mio. ton eller 66 mio. ton mindre end rekordhøsten i 2008. Det svarer til et fald på fire procent.

Den seneste måneds nedjustering skyldes mangel på regn i Sydeuropa og Argentina. I Nordamerika var det først for tørt, og siden er det blevet alt for vådt, hvilket også kan gå ud over kvaliteten, skriver IGC i rapporten. Disse reduktioner i det forventede udbytte overstiger bedre høstudsigter i Rusland, Kazakhstan og Kina.

Forbrug

Samtidig med at høsten er nedjusteret, er forventningerne om forbruget nedjusteret. Forbruget ventes at bliver 1.731 mio. ton - eller fem ton mindre end forudset i sidste måned. Det skyldes især, at man i USA forventer at bruge mindre korn til foder.

Forbruget ventes dog stadig at blive ni mio. ton større end sidste år. Forbruget er større end produktionen, og lagrene vil falde yderligere.

I forhold til maj-rapporten er faldet kun en mio. ton, men i forhold til sidste år er faldet 16 mio. ton eller næsten fem procent.

Generel tendens

Den generelle tendens er fortsat, at mens lagrene sidste år voksede takket være en rekordstor kornhøst, er lagrenes udvikling igen vendt, så de svinder ind, og der er mindre at stå imod med, hvis høsten skulle slå fejl. Ikke kun fordi befolkningerne vokser, men også fordi industrien igen øger forbruget til bioethanol.

Danmarks kornproduktion udgør cirka ni mio. ton svarende til en halv procent af verdens produktion.

thalbitzer@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle