Importører presser branchen

I Dansk Maskinhandlerforening er der en tro på bedre tider. Men ifølge formanden er importørernes full-line-koncept en trussel mod branchen.

Dansk Maskinhandlerforening oplever store udfordringer. Kunderne - landmændene - er under pres. Hos mange maskinhandlere er omsætningen faldende, og der er blevet lidt færre ansatte, mens antallet af medlemsforretninger er status quo.

Men der er også trusler mod branchen, som det kom frem under generalforsamlingen i Dansk Maskinhandlerforening i Fredericia forleden. Formanden, Jens-Aage Jensen, udtrykte, at medlemmerne generelt har forstået at tilpasse sig.

»Den ukendte faktor er importørernes gøren og laden – og ikke mindst ageren i forhold til at lade maskinhandlerne koncentrere sig om at drive deres forretning. Hele full-line-konceptet i den rendyrkede forstand er gift for branchen. Vi kan bare se på bilbranchen, som netop er gået væk fra full-line-strategien – forhandlerne kunne simpelthen ikke leve af det,« sagde formand Jens-Aage Jensen, der mente, at importørernes gøren og laden er det enkeltstående element, som har størst indflydelse på den danske strukturudvikling inden for branchen.

Til gengæld hilste formanden det velkommen, at Semler Gruppen har overtaget to John Deere-forretninger med i alt ni udsalgssteder.

»Det ser jeg som en tro på, at vi er en branche, der kan tjene penge både nu og fremover,« sagde formanden, som tilføjede, at tre ud af fire selskabsejede maskinforretninger havde overskud sidste år.

Gang i værkstederne

Dansk Maskinhandlerforening har 134 medlemmer med i alt 195 udsalgssteder. Samme antal medlemmer som på samme tidspunkt i 2014, men nu to færre udsalgssteder. Den totale omsætning for alle medlemmerne af foreningen blev på 8,9 mia. kr. i 2014 - et fald på 6,5 pct. i forhold til 2013, hvor omsætningen var 9,6 mia. kr. »Mange melder om faldende aktivitet i salgsafdelingen. Det positive er, at når der ikke købes nyt, skal det gamle holdes kørende, og det giver godt gang i værkstedet,« berettede Jens-Aage Jensen. Til bestyrelsen var Lars Søndergaard på valg og blev genvalgt, bestyrelsen består af Jens-Aage Jensen som formand, Lars Møller Andersen, næstformand, og bestyrelsesmedlemmer Erik Hundahl og Lars Jensen.

Faktaboks

Dansk Maskinhandlerforening

  • 134 medlemmer med 195 udsalgssteder.
  • Total omsætning i 2014: 8,9 mia. kr.
  • Antal ansatte i 2014: 2.883.
  • 73 pct. fik overskud i 2014. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle