Indfrysning er det hotteste parameter for Tican lige nu

Skal efterspørgslen fra boomende Kina efterkommes, kræver det frysere. Tican er på vej med sin helt egen - en investering i millionklassen.

Slagtekæderne kører på højtryk indendørs på havnen i Thisted denne formiddag. Der er rigeligt med grise, og tempoet er højt hos de knivbevæbnede medarbejdere.

Imens tager gravkøer og andre entreprenørmaskiner sig en pause i arbejdet udendørs.

Det sidste næppe til direktør Niels Jørgen Villesens tilfredshed.

For det kan ikke gå hurtigt nok med at få den nyeste investering klar for Tican Fresh Meat i Thisted.

Indfrysning af tonsvis af grisekød er nemlig den absolut mest snærende flaskehals for slagteriet lige nu.

»Vi kører på maks af det, der kan indfryses hos vores samarbejdspartnere«, siger direktøren.

Derimod er der ikke meget på frostlagrene.

»Vi er ret hurtige til at få sendt det af sted«, griner han.

Fordobling til Kina

Årsagen er den boomende efterspørgsel fra Kina, der har vendt op og ned på grisekødsmarkedet i de seneste måneder.

Ifølge direktørens tal steg afsætningen til Kina fra 40.000 tons i de første ti måneder af 2018 til 55.000 tons i samme periode af 2019. De sidste par måneder salget eksploderet, så det ender med en fordobling for hele 2019.

»Vi forsøger at indrette produktionen efter efterspørgslen fra Asien, samtidig med at vi fastholder vores gode, gamle kunder. Vi kunne dreje det hele mere efter Kina, men vi har brugt vores indfrysningskapacitet til sidste millimeter. Det præger markedet lige nu«, forklarer Niels Jørgen Villesen.

Kan fryse halvdelen

Investeringen i indfrysningskapacitet i form af et helt nye fryseanlæg er en større øvelse.

Det præcise beløb på investeringen vil Niels Jørgen Villesen ikke ud med, men den tælles i tocifrede millioner.

Når indfrysningen står færdig til sommer, vil det til gengæld betyde noget af en forskel for slagteriet.

Op mod halvdelen af dagens produktion, målt i mængder af kød, vil så kunne køres direkte på frost.

Hvor den samlede slagtning, inklusiv blod, hår og kød, lyder på omkring 950 ton, vil de 300 ton kunne gå på frost.

»Afhængigt af, om vi får de rigtige godkendelser, vil vi kunne afsende varer direkte til Kina herfra«, siger direktøren.

Han lægger ikke skjul på, at investeringen og byggeriet er vigtigt og stort.

»Det skal gerne kunne tjene sig selv hjem ved, at vi kan rationalisere lidt. Ellers gjorde vores ejere det ikke«.

Investeringen i frysehuset forventes ikke at øge beskæftigelsen i Thisted, idet det fortrinsvis vil være de nuværende medarbejdere i pakkeriet, der skal stå for opgaven med at få kørt de mange tons grisekød i fryseren.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle