Ingen køber korn, selv om det er billigt

Kornsælgerne vejrer morgenluft, efter at bunden er nået i kornmarkedet.

Kilder i kornbranchen melder om, at kornmarkedet er gået mere eller mindre i stå, og det bekræftes af Palle Jakobsen, Agrocom.

»Det oplever jeg også. Købere og sælgere er milevidt fra hinanden. Ingen vil købe og ingen vil sælge, men det skal nok komme igen.«

»Med de lave priser på svinekød er køberne ikke særligt villige til at låse prisen fast på kontrakt, selv om kornet er billigt, hvis de derved bare sikrer sig halvrøde tal på bundlinjen.

Sælgerne er også tilbageholdende, fordi de tror, det går lige som sidste vinter, hvor priserne steg,« siger Palle Jakobsen.

Samtidig konstaterer han, at der er rigtig god efterspørgsel efter europæisk korn, idet den samlede korneksport er på niveau med sidste år.

Agrocura: Velforsynet med korn

»Det ligger meget stille. Køberne har disponeret, og sælgerne vil ikke sælge. Der skal komme vejrmæssige udfordringer udefra, før priserne begynder at stige mærkbart igen, men jeg forventer at se en generel sæsonmæssig stigning hen over vinteren,« siger Troels Schmidt, Agrocura.

Han gør opmærksom på, at verdensmarkedet er mere velforsynet med korn efter tredje år i træk med en god høst. Lagrene svarer nu til 22,5-23 procent af forbruget, hvilket ikke er set siden 2009/10.

Kornbasen: Ikke unormalt

»I et lavprismarked, som vi har nu, er det ikke unormalt, at kornmarkedet går i står på denne tid af året,« siger konsulent Jakob F. Kjærsgaard, Kornbasen.

»De, der er tvunget til at sælge i høst, eller som vil slippe for lagerleje, har nu solgt deres korn. De, der fortsat ligger inde med usolgt korn, har økonomisk styrke til at afvente bedre priser. Når kornprisen så tillige i sidste uge stiger med 6-7 kr., giver det sælgerne en fornyet tro på, at prisen kan blive bedre, og det øger selvfølgelig tålmodigheden.«

»Køberne har på den anden side intet behov for at skrue priserne op. De er dækket ind efter ugevis med lave kornpriser og satser på, at stigningerne er forbigående. Når hverken sælger eller køber har interesse i det aktuelle marked, falder aktiviteten naturligvis.«

Aktuelt kan man få 105 kr. for foderkorn i Østdanmark og en femmer mere i Vestdanmark – ab gård, afregnet januar. Maltbyggen ligger på omkring 120 over hele landet.

Eksperterne er enige om, at bunden er nået i kornmarkedet.

»Vi har med meget stor sikkerhed set bunden. Det gjorde vi for to-tre uger siden,« siger Palle Jakobsen.

Faktaboks

Kornmarkedet

  • Velforsynet med korn
  • Lagre på 22,5-23 procent
  • Kornprisen steg 6-7 kr. i sidste uge
  • 105 kr. for foderkorn
  • 120 kr. for maltbyg

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle