Det er jo egentlig fantastisk: Trods færre landmænd år for år, trods præcise og professionelle avlsmål og trods moderne salgsstrategier hos maskinhandlere og andre leverandører lever de gode, gamle dyrskuer videre. Bevares - ikke som for 50 år siden, hvor hver en provinsby havde sit eget skue, men dog stadig med mere end 20 begivenheder ud over landet. Markante dele af dansk sommerliv og kultur, der strækker sig fra det lille, hyggelige komsammen i jyske provinsbyer til mega-begivenheden i Roskilde, der samler op i nærheden af 100.000 besøgende.

Det er en ganske enestående institution, landbruget i sin tid skabte og trods så massive ændringer i både landbruget selv og det omgivende samfund har evnet at bevare. Dyrskuerne lever i en ganske vanskelig balancegang mellem de tre meget forskellige formål: En seriøs dyst mellem dyreavlerne, en brugbar sommermesse for maskinhandlens købere og sælgere og en festlig sommerbegivenhed for hele oplandet. Der skal kort sagt være både candyfloss, lugt af dyr og lysende krom fra de største traktorer for at danne et rigtigt dyrskue.

For et par år siden diskuterede man alvorligt, om dyrskuerne nu også kan overleve, men den diskussion er heldigvis forstummet. Tværtimod er der de fleste steder en stor lokal stolthed om begivenheden, der udmønter sig i både frivilligt, ulønnet arbejde og en bistand fra rådgivningscentrene, der bestemt ikke altid afregnes til den fulde takst. Alligevel er der god grund til hele tiden at diskutere, hvordan man gør skuerne endnu bedre. Det handler både om at skabe perfekte rammer for det møde landmand til landmand, der er så helt afgørende, og om at gøre skuet til det helt rigtige udstillingsvindue over for resten af samfundet. Store og små skuer kan i højere grad lære af hinanden - det er bestemt ingen skam at stjæle gode ideer hos naboen. Fælles markedsføring kan være på sin plads. En del administrativt arbejde kan måske løses i fællesskab. Alt sammen for at bevare en institution, alle andre erhverv misunder os.

www.landbrugsmedierne.dk/lisbergsblog

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle