Ingen støtte til jordprojekt

Jordfordelingsprojekt missede støttekroner til stor ærgrelse.

Niels Laursen er irriteret, men mest af alt ærgerlig.

Landboformanden fik nemlig for nylig besked om, at et større jordfordelingsprojekt ved Kongeåen på over 600 hektar, der både skal komme lodsejere, natur og klima til gavn, ikke har fået støtte fra staten.

Regeringen har ellers i år afsat 150 mio. kr. til netop multifunktionel jordfordeling, men da ordningen er vildt oversøgt, blev det sydvestjyske projekt valgt fra.

»Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over, for det er et godt projekt, som kan gavne de lodsejere, der oplever, at deres marker bliver oversvømmet år efter år«, siger Niels Laursen, formand i Sydvestjysk Landboforening, og fortsætter:

»Men det, der irriterer mig mest, er nok, at man i regeringen og befolkningen så gerne vil have landbruget til at bidrage, men når det kommer til stykket, vil man ikke finde pengene«.

»Det er valgflæsk«

I alt er der afsat penge til at lave jordfordeling af ca. 2.000 hektar, men syv projekter havde søgt om udtagning af omkring 4.500 hektar i alt. I sidste ende har tre projekter fået penge.

Ca. 60 lodsejere er involveret i projektet ved Kongeåen, som går ud på, at jord skifter ejer og formål. Lodsejerne afgiver noget jord, der bliver til en samlet klump natur, mod at få noget, der f.eks. ligger tættere på bedriften.

»Alle vil gerne have det her, og det foregår på baggrund af frivillighed. Landmændene er klar, mens man politisk alligevel ikke vil være med«, siger Niels Laursen, der tilføjer:

»Ja, undskyld mig, man er så grøn i sine løfter, men det viser sig bare at være valgflæsk«.

Hvorfor skal det offentligt overhovedet skyde mange penge i sådan et projekt?

»Det handler om, at der er nogle lodsejere, som har noget jord, der har en landbrugsmæssig værdi. Det skal de selvfølgelig kompenseres for. Man kan også bare blive ved med at dyrke det, men nu har man jo et ønske om noget andet politisk«.

Arbejder videre

De projekter, der har fået penge, er udvalgt på baggrund af en pointscore.

Her tabte projektet ved Kongeåen bl.a. på, at finansieringen ikke er helt på plads.

Flere fonde havde vist interesse, men de trak følehornene sig til under coronakrisen, forklarer landboformanden, der dog har stor tro på, at projektet kommer op at flyve.

»Vi arbejder videre med projektet, og jeg regner med, at vi søger igen, når runden åbner igen til efteråret. Vi skal nok komme igennem med noget«, siger han.

Næste ansøgningsrunde åbner 15. september.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle