Ingen tegn på bedring

Der mangler erfaring med at behandle minivådområder.

Der er ikke nogen decideret opklaring i horisonten for de landmænd, der går og venter på penge for deres minivådområder.

Det melder enhedschef hos Landbrugsstyrelsen Mette Hyldebrandt-Larsen, der ikke kan forholde sig til enkeltsager.

Nul ud af 23 landmænd har fået fuldt tilskud for de minivådområder, de har meldt færdige fra 2019-runden.

Anlæggene er for længst færdige, men det er sagsbehandlingen langtfra.

»Ordningen er stadig ny, og 2019-runden er den kun anden runde, vi sagsbehandler«, forklarer enhedschefen og fortsætter:

»Det tager tid, fordi der er tale om forskellige anlæg, der er tilpasset efter landskabet og naturen, og de kan derfor variere. Indtil vi har fået lidt større erfaring, tager det tid at afklare, hvordan vi skal håndtere de forskellige sager. Jeg kan godt forstå frustrationen, og vi har også drømt om, at de bare sprøjtede igennem«.

Mister 20 mand

For at gøre ondt værre har Landbrugsstyrelsen været nødt til at udlåne 20 sagsbehandlere til Fødevarestyrelsen, hvor de skal udbetale penge til minkavlerne.

Derfor vil minivådområder, der bliver indsendt fra nu af, ikke blive behandlet på denne side af sommerferien.

»Men vi ser på dem, vi allerede har fået ind«, siger Mette Hyldebrandt-Larsen.

Hos styrelsen er målet at behandle 70 pct. af sagerne inden 90 dage. Den deadline er ved at udløbe for i hvert fald seks eksempler fra Kolding.

»Vi bestræber os på at nå vores mål, men det kan vi først evaluere på, når vi har behandlet flere sager«.

Hvad er det for et ansvar, Landbrugsstyrelsen har i denne sag?

”Vi har et ansvar for, at ordningen kører så smidigt og godt som muligt, og at vi samtidig overholder EU-reglerne på området«, siger Mette Hyldebrandt-Larsen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle