Ingredienser og forskning er en ny og uvant bane

Landmænd er vant til at spørge ’hvornår’ og ’hvor mange øre’, når der tales nye produkter. Når det gælder DC Ingredients skal tålmodigheden stå en prøve.

Hvornår kan vi vente noget af DC Ingredients?

Spørgsmålet er godt og relevant, men ikke så let at besvare. For det første holder Danish Crown kortene usædvanligt tæt til kroppen - for man arbejder i et felt med patenter og stærke konkurrenter. For det andet er det svært at sige, om produkterne så er interessante og konkurrencedygtige, når de kommer på markedet.

Hvor mange penge kan forskningen give til producenterne?

Netop spørgsmålet om afkastet er centralt. For alle vil gerne finde krukken med guld, der kan sikre stabil og høj notering i årevis. Jan Roelsgaard har ifølge eget udsagn måttet dæmpe forventningerne flere gange, for der er næppe tale om ’den gyldne tallerken’. Men hver øre har også ret, og man kan flytte mange penge ved at rykke produkter fra destruktion over i salgsafdelingen.

Hvorfor så alt det arbejde, hvis man ikke er sikker på outputtet?

Arla Foods har haft stor succes med at forvandle restproduktet valle fra regulært affald til værdifuld ingrediens. I dag er netop valle fra osteproduktionen et af de mest indtjenende forretningsområder, og topchef Tuborgh har investeret markant i at øge omsætningen i datterselskabet, der hedder Arla Foods Ingredients. Set i det lys er det meget forståeligt, at Danish Crown for tre år siden satte gang i det samme. Spørgsmålet er, om man kan være lige så succesfulde.

Hvor meget koster alt det her?

Indtil videre har det været svært at få præcise tal på investeringerne og målene, når man kommer tættere på strategi 4WD fra Jais Valeur og Co. Som LandbrugsAvisen skrev i december, er der afsat op til 5 mia. kroner til opkøb og investeringer i de fem år, som strategien løber. Disse penge skal dog primært anvendes til opkøb som det seneste på kreaturområdet i Tyskland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle