"Jeg tror på normalhøst med pil opad"

Jesper Møller Hansen, Langeland, har allerede skårlagt engrapgræs og hundegræs og glæder sig over regnen omkring skridning.

"Det ser slet ikke så ringe ud. Men man skal passe på med at høste med øjnene. Sidste år på samme tid vurderede vi jo udbytterne ned, men der blev vi alligevel overraskede og fik rekordhøst. I år står afgrøderne faktisk bedre end forrige år ved denne tid. Både græsset, kornet og rapsen ser godt ud, så jeg forventer en normalhøst med pil opad," siger Jesper Møller Hansen, Torpe Møllegård, Langeland.

Han dyrker 85 hektar med vinterhvede, vårbyg (malt), vinterraps, engrapgræs, hundegræs, rødsvingel og spinat. Dertil kommer en forpagtning af yderligere 137 hektar sammen med en kollega, og i alt skal mejetærskeren, der er købt i fællesskab med en anden kollega, høste over 350-400 hektar i år.

Jesper Møller Hansen peger især på 50 mm regn omkring skridningen først i juni som årsagen til de positive udbytteforventninger. Selv på hans JB7-jord havde der været udsigt til tørkeskadede pletter uden denne 'bundbløder'.

Men også et fint efterår med god fremspiring og en mild vinter, som afgrøderne kom godt igennem, har haft betydning, vurderer han.

Han skårlagde engrapgræs og hundegræs 29. juni og begynder høsten i løbet af otte-ti dage. Kornet forventer han at gå i gang med omkring 1. august - men, understreger han, meget afhænger af vejret i de næste uger.

"Det eneste minus ved alt det her er priserne, men dem kan jeg jo ikke gøre så meget ved. Det betyder efterhånden mere, om vi får solgt kornet godt eller skidt, end om man avler ti fold mere eller mindre," siger han og efterlyser en prisdannelse, der ikke bevæger sig fra den ene yderlighed til den anden, men finder et fornuftigt og stabilt leje.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle