Jordprisen har ramt bunden

Bedre bytteforhold og lavere rente taler for, at ejendomspriserne har nået bunden.

Meget tyder på, at jordprisen nu har nået bunden og således med tiden kan begynde at stige igen. Budskabet kommer ikke fra ejendomsmæglerne eller finansverdenen, men fra seniorforsker ved Fødevareøkonomisk Institut Jens Hansen.

Bedre bytteforhold

Jens Hansen peger på, at landbrugets bytteforhold er forbedret de senere år samtidig med, at realrenten og ejendomspriserne er faldet.

"Det taler for, at ejendomspriserne har nået bunden og måske vil begynde at stige," siger han.

Ifølge Jens Hansen er forrentningen af landbrugskapitalen nu lidt højere end realrenten, og det har gjort landbrugsproduktionen lønsom på de fleste større landbrug.

Forrentning højere end renten

Det er også den melding, han får fra konsulenterne rundt om i landet, der laver budgetter og rådgiver unge landmænd, der skal købe landbrug. Nu kan de se, at økonomien hænger sammen.

I perioden fra 1992 til 2006 forrentede landbruget landbrugskapitalen (den samlede værdi af landmandens egne landbrugsaktiver, red.) med 3,7 procent, mens lånerenten lå på 4,9 procent. Fra 2007 til 2009 lå forrentningen af landbrugskapitalen på bare 0,3 procent, mens lånerenten var 3,7. Først nu i perioden 2010 til 2012 har forrentningen af landbrugskapitalen, der ligger på 2,2 procent, overhalet lånerenten, der ligger på 1,1 procent.

Forventning kan give fald

Den økonomiske side af sagen er altså i orden, men der kan være andre forhold, der gør, at prisen måske falder lidt eller ikke stiger lige med det samme.

Jens Hansen peger på, at hvis landmænd forventer, at prisen fortsat falder, så vil de vente med at købe, og det kan resultere i et yderligere fald eller udskyde prisstigninger: "Forventningen i sig selv kan give et fald," siger han.

Mindre risikovillighed

Desuden er landmænd blevet mere forsigtige med deres investeringer.

"Så længe det går opad, er alle glade, men de er mere forsigtige nu og er blevet opmærksomme på, hvor risikovillige de er. Det vil begrænse eventuelle prisstigninger," siger han.

Endelig afhænger det også af, hvordan pengeinstitutterne ser på det, og om det er muligt at låne penge til at købe jord for.

Plads til højere rente

Jens Hansen understreger, at det er svært at forudsige forrentningen af landbrug på længere sigt.

Afkastet afhænger nemlig af ting som for eksempel høstudbyttet, der kan svinge, og renten afhænger blandt andet af, hvordan gældskrisen forløber fremover.

"Derfor er der usikkerhed på ejendomspriserne, men der er plads til mindre forringelser af bytteforholdet og mindre stigninger i realrente, uden at det resulterer i yderligere fald i ejendomspriserne," siger han.

lft@landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle