Jordudtagning bør også tilgodese mindre jordstykker

Af Lone Andersen, Formand Familielandbruget Vestjylland, Merete Pedersen, Formand Fyns Familielandbrug, Ole Karmsteen, Formand Sjællandske Familielandbrug, Kurt Mølgaard Jørgensen, Formand NF Plus, Sven-Aage Steenholdt, Formand Familielandbruget i LRS Vejle og Niels Jørgen Thomsen, Formand Østjydsk Familielandbrug

Hvis vi skal have det maksimale ud af udtagningen af landbrugsjorden, bør aftalen også inkludere jordstykker på mindre end 10 hektar.

Vi er alle enige om, at vi skal udtage vores lavbundsjorde. Det er så effektivt et værktøj i kampen mod klimaforandringerne, at udtagningen af de lave landbrugsjorde bare skal i gang. Gerne så hurtigt som muligt.

Men den nuværende aftale er ikke optimal, hvis vi vil have det maksimale ud af indsatsen.

Mange af Familielandbrugets medlemmer har få hektar lavbundsjord, som let ville kunne udtages og give en hurtig effekt, men i den nuværende aftale kan der kun laves udtagningsprojekter på mindst 10 hektar samlet. Det bør absolut være muligt også at udtage få hektarer, fordi knap 20 procent af de kortlagte lavbundsarealer er mindre end 10 hektar.

Den nuværende aftale kan på den måde være med til at ekskludere mange velvillige landmænd fra at bidrage til den vigtige jordudtagning. Et yderligere argument er, at det også bør være nemmere at udtage mindre lavbundsjorde, da de typisk ligger hos en enkelt landmand. Det understøttes også af Klimarådets analyse, der viser, at ca. 68 procent af de i alt knap 90.000 kulstofrige lavbundområder kun har én ejer.

Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening har netop indsendt ni forslag til, hvordan der kommer mere gang i udtagning af lavbundsjorde. Et af punkterne er at gøre det enkelt at udtage små arealer. Det kunne for eksempel ske ved mere simple og overordnede beregninger i stedet for komplicerede projektvurderinger. Det vil give en hurtigere og mere effektiv indsats. Det har vi behov for, for vi har vi travlt.

Vi håber virkelig, at politikerne tager det med ind i forhandlingerne om udtagningen af lavbundsjorde og øvrige landbrugsforhandlinger, hvor vi ønsker, at vi får lavet et bredt og langtidsholdbart forlig.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle