I har fået nogle klø på det sidste – nogle mener, I er for egenmægtige, aggressive, nidkære og restriktive og hæmmer væksten.

Jeg skal nok lade være med at stille op i hylekoret. Når Danmarks økonomiske historie skrives om nogle årtier, kan I meget vel blive frikendt for en stor del af anklagerne. Finanskrisen skal jo ses i lyset af boblerne i 00’erne – der er en klar sammenhæng, og kritikken af jer burde rettelig angå vækstårene forud for krisen.

Men på ét punkt tror jeg, I kommer til at erkende, at I burde have grebet tingene an på en anden måde: Den store fødevareindustri med ikke mindst det primære landbrug i spidsen bør ikke være låst fast i så stramt og totalt snærende et reb i form af det regelsæt, I har lagt ud til bankerne.

Et eksempel: Et pengeinstitut har et udlån til landbruget svarende til 10 procent af det samlede udlån. Set i forhold til bankens størrelse, udlånsområde mv. vurderer I, at det bliver kritisk, hvis udlånet til landbrug overstiger disse 10 procent.

Det har lagt et massivt pres på bankerne, som igen har tvunget selv økonomisk meget sunde landbrug med stor egenkapital ud på en glidebane. For kunne bankens ansatte ikke slippe af med landbrug med en håbløs økonomi, kunne de bremse væksten i de sunde landbrug ved at stoppe for rentable lån.

Målet var at nedbringe balancen på udlån til landbrug.

Faktisk er bankernes udlån til landbruget faldet i de senere år. Det viser tal fra Nationalbanken, som vi har gravet ud af deres store statistikbank. I tre kriseår faldt udlånet til landbruget med godt syv procent.

Men hvad nytter det, når det samlede udlån også falder, fordi hr. og fru Danmark sparer og sparer og afdrager ekstraordinært på banklånet, og det øvrige erhvervsliv ligger i dvale. Faldet i det samlede udlån er i samme periode på lige omkring det dobbelte – omkring 15 procent. Det er tankevækkende, at en reduktion i udlånet til landbruget på næsten 30 mia. kr. over tre år betyder, at udlånet til landbruget faktisk fylder forholdsvis mere. Og at det gør livet sværere for landbruget takket være Finanstilsynets vurdering omkring det samlede udlån i det enkelte pengeinstitut.

Kære Finanstilsyn. I fængselsvæsenet slipper fanger ud før tid på grund af god opførsel. Men her er der tilsyneladende dømt livsvarig fastlåshed, fordi det øvrige samfund nedbringer sin gæld i et hurtigere tempo. Hvilken dom mon historien fælder over dette projekt?

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle