Kære forsker: Vil du være politiker, så gå ind i politik

Af Torben Hansen, formand for L&F Planteproduktion

Hvad forstår bønder sig på agurkesalat? siger en gammel talemåde.

En ny version kunne være: Og hvad forstår en lektor med speciale i ålegræs sig på marginaludvaskning af kvælstof og en professor i marin økologi sig på landbrugsstøtte?

I hvert fald føler to af de mest profilerede forskere på miljøområdet sig kaldet til at gå langt uden for deres faglige ekspertise, når de ad flere omgange i Berlingske har kommenteret på Fødevare- og landbrugspakken.

Det er decideret pinligt, når professor Stiig Markager til Berlingske siger: »Den enkelte landmand, der skal lave et minivådområde eller tage noget jord ud af drift og lave et vådområde, mister penge på det, fordi han omlægger produktionsjord til ikke-produktionsjord. Derfor har vi aldrig troet på det her. For selv om landmænd modtager økonomisk støtte til anlæggelsen af f.eks. vådområder, frafalder EUs hektarstøtte for det udlagte område«. Udsagnet er åbenlyst og beviseligt forkert og enten udtryk for uvidenhed eller et bevidst ønske om at miskreditere Fødevare- og landbrugspakken.

Seneste eksempel leverer lektor Jens Borum i en kommentar i Berlingske. Her anfører han, at kvælstofudledningen siden 2010 er steget statistisk signifikant. Det interessante ved det er valget af 2010 som basisår. I 2010 var udledningen af kvælstof formodentligt af vejrmæssige årsager blandt de laveste, der er målt overhovedet.

Skamløs manipulering

Derfor er det ikke underligt, at man kan finde en sikker statistisk stigning i udledningen. Det er uskønt at se en forsker, der vil tages seriøst, manipulere skamløst for at fremme sin egen dagsorden.

At Jens Borum ikke forstår de grundlæggende mekanismer omkring marginaludvaskning og dermed groft overvurderer størrelsen af denne, er heller ikke imponerende faglighed.

Det er fint, at forskere har kant og stiller tingene på spidsen. Det kan være nødvendigt for at sætte skub i debatten.

Det er dog aldrig i orden at bruge sin akademiske status til at fremme udsagn, der er decideret forkerte, eller at kommentere på emner, hvor man åbenlyst ikke kan løfte ekspertrollen.

Vil man fremføre holdninger, som ikke er funderet i faglig ekspertise, må det ske som privatperson, og vil man udtale sig politisk, skal man gå ind i politik.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle