»Hvor lang tid tror du, at det tager?« Min kloge kone ser bekymret på mig. Jeg har sagt ja til at hjælpe knægten med at sætte nyt køkken op. Han ringede og spurgte, om jeg havde travlt, og jeg nænnede ikke at sige, at det har jeg faktisk. »Er du færdig i morgen?« fortsætter hun.
Jeg ser opgivende på hende. Det er nok tre år siden, jeg sidst har hjulpet med at sætte et køkken op, og én ting er jeg helt sikker på: Der går meget længere tid, end man regner med.
»Der går nok nogle dage«, svarer jeg undvigende. »Men hvor mange?« vil hun vide – af hensyn til planlægningen, som hun forklarer mig.
Dagen efter går vi i gang, knægten og mig. Der er nogle detaljer, vi har glemt – elektrikeren for eksempel – men det løser sig forbavsende hurtigt, og vi bøvler på.
En dag glemmer vi at spise frokost. »Det må være den ultimative far/søn test, at vi går her og er hundesultne uden at blive uvenner«, siger knægten, og jeg bliver helt varm inden i.
Da barnebarnet kommer for at hjælpe til med at støvsuge, er jeg fuldstændig solgt, og fire dage efter, at vi er begyndt, kan jeg sende det første billede hjem af ét opsat skab.
Nogle skabe og nogle billeder senere, får jeg en thumps up på telefonen. Jeg vender hjem på dag fem efterladende et endnu ufærdigt køkken medbringende en smule dårlig samvittighed. Men jeg er tvunget af omstændighederne, for jeg skal være sammen med gamle venner. »Hvad laver du så for tiden?« spørger en af dem, da jeg ringer. »Jeg sætter såmænd køkken op for knægten. Hvad med dig?«
»Jeg er ved at sætte skabe op i knægtens bryggers«, lyder hans hurtige svar. Vi bliver ret hurtige enige om, at der virkelig er brug for fædre, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Selvfølgelig er min kloge kone ikke overrasket over, at jeg skal af sted igen for at lave mere køkken. »Jeg ved jo, at du altid er tre gange så lang tid om tingene, som du siger du vil være«, konstaterer hun tørt, og jeg nikker bare. Bl.a. fordi det er det letteste. Og lidt fordi hun har ret. Da jeg lettet er ved at se enden på køkkenmontagen og glæder mig til fortjent frihed i efterårssolen, blipper telefonen. Det er en besked fra vores kønne datter: »Hvor er det et fedt køkken, du har lavet for lillebror. Kommer du og laver et for mig?«
