»Vi bevæger os for lidt. Vi er i for dårlig form. Og så lever vi også for usundt. Og især du drikker for meget rødvin«.
Det er min kloge kone, der afleverer disse budskaber. Heldigvis ikke på én gang, for så havde det blæst mig om kuld.
Men det meste kommer en aften, hvor hun er kommet hjem fra badminton. Eller gymnastik - eller er det fitness?
Jeg kigger bestyrtet op fra min halvt liggende stilling i sofaen foran fjernsynet, hvor jeg har slået mig ned med - et glas rødvin og en god film.
»Øhh...? Hvad mener du, min ven?« får jeg samlet mig sammen til at svare.
»Jeg mener: Nu i dag: Hvor meget har du rørt dig i dag?«
»Øhh - jeg har jo arbejdet hele dagen...«
»Netop! Hvad har du lavet«?
»Nok kørt bil det meste af dagen - og sådan«.
»Har du så ikke ondt i skuldrene og nakken?«
Og lige dér træffer hun i bogstaveligste forstand et ømt punkt. Jeg har næsten altid ondt i nakken. Selvfølgelig ikke, fordi jeg bevæger mig for lidt. Det har jeg fastslået over for mig selv utallige gange. Og der er ikke noget, som et par hovedpinepiller ikke kan tage!
Efter en halv times småskænderi er vi endt på hver sin yogamåtte. En kvindelig yogalærer i distraherende stram påklædning optræder på TV-skærmen foran os med en række øvelser for skulder og nakke. Jeg må sige, at jeg er rigtig glad for, at der ikke er tilskuere lige nu. Kroppen knager og brager, når jeg forsøger at indtage de yderstillinger, som læreren viser. Vi er på det absolutte begynderniveau, og jeg har ikke en chance for at følge med.
»Du gør det forkert«, meddeler min kone et par gange. Da hun retter på mig tredje gang, bliver jeg hidsig. Nok ikke så meget, fordi hun retter på mig, som fordi jeg er så umådeligt dårlig.
»Pas dine egne øvelser«, får jeg hvæset tilbage mere uvenligt, end det er ment.
»Det er jo for din egen skyld...«.
Men jeg kan godt mærke, at det har hjulpet, da vi - især jeg - ligger udmattede på den tynde madras, efter at øvelserne er afsluttede.
Inden vi går i seng, tager jeg et par hovedpinepiller - for en sikkerheds skyld.
