Kartoffelkammenes konge

Med Thyregods første Svingking til kartoffelrensning af 12 rækker ad gangen, når kapaciteten op på seks til syv hektar i timen.

Rækkerensning er ikke nyt for Tonny Bækgaard Christensen på Nørretoft nær Ikast med 125 hektar mel-, pulver- og spisekartofler.

»Det har jeg altid gjort. Og før mig gjorde min far det også,« siger han.

Men med opgraderingen fra en ældre firerækket renser til den første Thyregod TRV Svingking kartoffelrenser er kapaciteten steget fra fire til 12 rækker, og der kan nu renses og hyppes seks til syv hektar i timen.

Men i kraft af især de færre vendinger med den 12-rækkede renser er tidsforbruget ved de to gange rækkerensning og hypning reduceret med mere end to tredjedele.

»Den større kapacitet har været det vigtigste. Når jeg har 125 hektar kartofler, er det vigtigt at kunne rense rettidigt. Det er lige så vigtigt for effekten mod ukrudtet som at få sprøjtet rettidigt. Der er år, hvor der reelt ikke er flere timer til at rense i end til at sprøjte i,« forklarer han.

Derudover har det efterhånden begrænsede kemiudvalg til kartoffelproduktionen samt de stigende afgifter også spillet en rolle for den markante opgradering af renserkapaciteten.

GPS-lægning en fordel

Hvor den nye Svingking til traditionel rækkerensning i majs, roer og korn har to pendulophængte sektioner, der arbejder uafhængigt af hinanden med hver sit kamera og sideforskydning, er kartoffel-Svingkingen anderledes opbygget for bedre at tilpasse den kartoffellæggerne, hvoraf de fleste fortsat er firerækkede.

Derfor har renseren en midtersektion monteret i en lift bag på traileren, der typisk renser i de fire midterste rækker, og via Müller-sporfølgningen går nøjagtigt i traktorens spor. De to gange fire yderrækker renses så af hver sin pendulophængte sektion med uafhængig kamfølgning og 40 cm sideforskydning, og her må GPS-styring af læggertraktoren samt konstant overspring af hvert andet træk, så der køres i skiftevis løs og fast jord, anbefales.

Men renseren kan også tilpasses systemer med to gange otte eller tre gange seks rækker samt varierende rækkeafstande.

Som noget ny kan sektionernes hovedbomme tiltes for at opnå bedst mulig tilpasning af rense-parallelogrammerne til traktorens højde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle