Kjeldsen viste mod og mandshjerte

Søndag 5. februar fylder H.O.A Kjeldsen 85 år.

Det var bælgravende mørkt, da Gloster Meteor jageren vendte hjem fra en natøvelse.

Ude over Kattegat gik den ene motor i stå, inde omkring Hals stod den anden motor af.

Gloster Meteor havde intet katapultsæde.

»Og vi vidste, at omkring halvdelen af de piloter, der prøvede at springe ud med faldskærm, blev dræbt, fordi de ramte haleroret. Så vi besluttede at nødlande, selvom vi intet kunne se,« fortæller H.O.A. Kjeldsen, forhenværende jagerpilot og forhenværende præsident for Landbrugsraadet. Blandt meget andet.

Den 5. februar fylder han 85 år, men han husker nødlandingen, som var det i går.

»Jeg kunne intet se og på vej ned ramte vi nogle højspændingsledninger, krydsede to veje og en å, inden flyet stod stille. Jeg kunne se et lys et stykke borte og besluttede at gå derhen for at låne en telefon. Manden var landmand og havde ingen telefon, men han gik med tilbage til vraget med en lygte og udbrød efter et stykke tid: Ja, den bliver ikke let at starte herfra.«

To år senere rejste Kjeldsen hjem for at overtage driften på Lerkenfeldt ved Farsø, og han har siden kun været passager i en flyver, - ikke fordi han var bange, men fordi tiden som pilot var ovre.

H.O.A. Kjeldsen har stået over for voldsomme udfordringer talrige gange siden, - måske mest udpræget under landbrugskrisen i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne.

Protestbevægelsen LR80 havde tilslutning fra tusinder af landmænd, der gjorde oprør bl.a. mod de etablerede organisationer.

6. november 1979 gik han på talerstolen ved et protestmøde i Herning - på trods af modviljen mod ham.

»Men det lykkedes at vende stemningen,« smiler han ikke uden stolthed 37 år senere, mens han tænder endnu en af de uundværlige cigarer.

»Det er nok ikke så sundt, men Anders Andersen røg en masse, og han blev da 92 år,« smiler H.O.A.

Og netop Anders Andersen var et af de politiske forbilleder for H.O.A. Kjeldsen, der også står ved, at den landbrugsminister, han havde det bedste samarbejde med, var socialdemokraten Poul Dalsager.

»Han skulle have tingene godkendt af Per Hækkerup, men når de var blevet det, havde vi en aftale,« husker H.O.A. Kjeldsen.

Da han trådte tilbage som formand for Landboforeningerne, lovede Kjeldsen ikke at blande sig i politikken i fremtiden. Det løfte holder han, men jeg spørger alligevel, hvad han mener om Bæredygtigt Landbrug.

Han ser tankefuld ud, inden han svarer: »Jeg vil strække mig så langt, at jeg vil sige, at jeg har den største respekt for dem - ikke mindst formanden.«

Faktaboks

Blå bog

  • 1975-95: Formand for De Danske Landboforeninger og medlem af Landbrugsraadets præsidium.
  • 1979-95: Præsident for Landbrugsraadet
  • 1987-88: Præsident for COPA
  • 1990-94: Præsident for IFAP

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle