»Jeg spiser altså ikke noget, der kommer fra køer!« Den 4-årige taler med bestemthed og med lidt københavnsk accent i stemmen. Vi har hende på besøg, og selvfølgelig er vores barnebarn verdens dejligste pige.
»Hvorfor?« spørger vi en anelse overraskede og får straks svar på tiltale: »Fordi det ikke er godt for klimaet!«
Vi ved godt, hvor det kommer fra. Hjemmefra. Hendes mor, vores dejlige datter, har meddelt, at de ikke spiser oksekød. Helst ikke i hvert fald. Det var én af de dage, hvor vi havde tilbudt at lave mad, og hvor hun havde stillet plantefars frem.
»Jamen«, indvender jeg, »for 100 år siden var der dobbelt så mange køer som nu. Så tror du virkelig, at de er skyld i hele klimakrisen«?
»Det ved jeg ikke, men der er jo ingen grund til at gøre den værre, end den er i forvejen«.
Så var det, at jeg løb tør for argumenter. For resten gider man jo heller ikke skændes med sin datter om så ligegyldige ting – heller ikke selv om hun har valgt at flytte familien til København – tre timer fra os.
Det er ikke så meget bedre i den anden del af familien.
»Hvad skal vi egentlig med køer?« spørger han, vi en gang kaldte lemmedaskeren, men som nu har sin egen familie, der drikker havredrik – undtagen i kaffen – der er alligevel ikke noget, der kan konkurrere med komælk.
»Endnu«, som han siger.
Om aftenen er vi lumpne. Jeg laver kærnemælkskoldskål til den dejlige 4-årige københavner-pige og serverer det for hende og lillebroren med ubegrænsede mængder kammerjunkere.
Næste morgen får de kakaomælk – dog begrænset til den ene liter, vi har på lager – og som sædvanlig indleder vi dagen med en tur ud til køerne. En flok langhårede skotter, der kigger nysgerrigt på børnene gennem lange totter af hår. Vi finder græs og lidt, der er bedre, til at fodre køerne med, og børnene kan slet ikke stoppe med at friste dyrene med lækkert foder.
Bagefter tager vi en tur på den lille traktor. Jeg ved på forhånd, det vil være en succes især hos knægten på to. Det bliver ikke ringere, da han bliver præsenteret for pedal-traktoren, eller da vi senere leger med dyrene i bondegården inde i stuen.
Huset føles selvfølgelig tomt, da de er rejst. Sådan er det altid. Jeg gennemgår køleskabet for at se, om en øl til trøst om aftenen – vi skal have hakkebøffer – skulle have gemt sig bag en karton mælk eller noget smør, men finder kun en liter havredrik, som vi har glemt. Bedre end vand, tænker jeg, og sætter den på bordet.
Da jeg efter tredje slurk udbryder et »Aahh«, ser min kloge kone forbavset på mig og siger: »Du kan måske ligefrem li’ det?«
Jeg kigger op over glasset og svarer ved at citere en gammel reklame: »Det er slet ikk’ så ringe endda!«
