Koens tredje mave ?giver DC ny indtjening

Tidligere betalte Danish Crown penge for at komme af med kreaturernes bladmave. Nu er det vendt til en god forretning.

En lys ide fra en medarbejder har ført til ny indtjening på Danish Crowns kreaturslagterier.

For hvorfor skulle slagteriet dog betale for at skille sig af med koens tredje mave, kaldet bladmaven, hvis man kunne lave den til hundefoder og tjene penge på den?

Ifølge Danish Crowns nyhedsbrev er det den hurtige version af et længere udviklingsarbejde blandt medarbejderne på kreaturslagteriet i Aalborg.

Af koens fire maver er bladmaven den tredje. I den optager koen det meste af foderets indhold af vand. Netop bladmaven har slagterierne hidtil ikke kunnet bruge til noget, og har derfor betalt penge for at komme af med den som affald.

Men så kom en medarbejder på, at bladmaverne ville kunne bruges til hundefoder, hvis de bare blev renset. Det førte til, at en ny linje opstod, hvor de lugtende bladmaver først bliver skåret op. Derefter fjernes indholdet af maven, som anvendes til at lave biogas.

Resten bliver renset i en stor centrifuge, før bladmaven sendes ren og fin videre til kunderne. I alt sælges op mod 10 ton per uge.

»Tænk sig, engang gav vi 65 øre pr. kilo for at komme af med bladmaverne. Nu sælger vi dem og får 3 kr. og 20 øre pr. kilo. Så kan du jo selv begynde at lave regnestykket,« siger tillidsmanden Henning Lønstrup til nyhedsbrevet.

Det giver en indtægt på 32.000 kr. om ugen, og selv om den gode idé har krævet investeringer på 800.000 kr., så er det alligevel en god forretning, melder Danish Crown. Metoden med at rense bladmaverne har nu givet arbejde til en ekstra medarbejder i både Aalborg og Holstebro, hvor metoden indtil videre er taget i brug.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle