Konsulent: Vigtig information om gødning går tabt på grund af smøl

Planteavlskonsulent Ole Schou kritiserer NaturErhverv for at være alt for lang tid om at offentliggøre resultater af gødningskontrol. Derved mener han, at vigtig viden går tabt.

NaturErhvervstyrelsen udtager hvert år cirka 200 prøver af handelsgødning for at kontrollere, at gødningen indeholder de næringsstoffer, der står på sækken. Derfor får mange grovvarefirmaer og havecentre i hele landet hvert år i marts og april besøg af prøvetagere, som udtager tilfældige stikprøver af de handelsgødninger, der sælges.

Før jul havde NaturErhvervstyrelsen endnu ikke udgivet rapporten over resultaterne for 2013. Dermed er der gået halvandet år, siden prøverne er udtaget, uden at rapporten med resultaterne foreligger.

Det, mener Ole Schou, planteavlskonsulent hos Gefion, er kritisabelt. Både fordi han ikke mener, at det kan være rimeligt, at det skal tage så lang tid, og fordi landmændene dermed reelt fratages muligheden for at fravælge de gødninger, som kontrollen har påvist ikke indeholdt de deklarerede mængder.

»Det er ganske enkelt for dårligt, at et vigtigt arbejde mister en stor del af sin værdi. Og det efterlader køberne af handelsgødningen med en forældet viden. Samtidig kan de brodne kar i gødningsbranchen ånde lettet op, da resultaterne allerede ved rapportens udgivelse vil være forældede,« siger Ole Schou.

Oftest underindhold

Tidligere års rapporter fra NaturErhvervstyrelsen har afsløret talrige problemer med underlødige gødninger, hvor købere er blevet snydt for næringsstoffer. Og der er en tendens til, at visse fabrikanter optræder hyppigere med et underindhold af næringsstofferne i handelsgødningerne end andre fabrikanter.

Dermed er styrelsens rapport ganske vigtig, da den kan bidrage til, at landmænd kan gå uden om de forhandlere, der har flest fejlbehæftede gødninger.

Men det kræver ifølge Ole Schou, at rapporten foreligger, inden landmanden skal handle gødning. For det er generelt næsten umuligt for kunden at se, om man får, hvad man betaler for, da gødningerne ligner hinanden.

Koster store tab

Når en handelsgødning indeholder mindre end deklareret, kan det skyldes ubevidste fejl og forbytninger af varer på pladserne. Men det kan også bunde i spekulation, hvor sælgeren af gødningen bevidst sælger en gødning med et underindhold af næringsstoffer, for at øge sin profit.

I begge tilfælde betyder selv en lille afvigelse i indholdet et tab for kunden, som i mange tilfælde ikke opdager det - eller eventuelt først opdager det så sent, at der er sket et uopretteligt udbyttetab.

Faktaboks

3 Trin ved kontrol af handelsgødning

  1. Prøveudtagning: NaturErhverv udtager hvert forår cirka 200 tilfældige stikprøver af handelsgødninger
  2. Analyser: Prøverne sendes til et laboratorium, så det kan testes, om gødningerne indeholder det, der står på deklarationen
  3. Rapport: NaturErhverv udgiver en rapport, hvor resultaterne af analyserne præsenteres

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle