Krone presser teknologien

Krones nye pressere overtager styringen af traktoren, måler fugt og vægt og logger alle relevante data.

Med en række nyheder til 2012-sæsonen sætter den tyske grovfoderspecialist, Krone, nye standarder for presning og wrapning af halm med rundballepresseren/wrapperen Comprima CV 210XC, rundballepresseren/wrapperen Ultima CF 155XC og de store highspeed Big Pack-bigballepressere til halmvarmeværker.

De er alle udstyret med den nye bredere kulissefri EasyFlow-pickup med kamrulle, der pakker skåret inden opsamlingen. De er ISOBUS-forberedte og kommer også med nye terminaler, hvor arbejdet med presseren og wrapperen konstant kan følges. Derudover har de en række nye elektroniske features som vejning, datalogning og TIM (Tractor Implement Management), der varierer fra serie til serie.

Måler vægt og fugt

De nye Comprima-topmodeller kan presse baller med en diameter fra 100 til 205 cm og wrapper baller med en diameter fra 100 til 175 cm med en nyudviklet, selvjusterende higspeed-wrapperarm, der selv finder ballens centrum.

Som noget nyt kan Comprima'erne udstyres med et vejesystem med fire sensorer med plus/minus to procents nøjagtighed samt to sensorer til fugtmåling. Disse data kan dels bruges til at styre presningen mest økonomisk og energieffektivt, dels logges de løbende og kan overføres til kunden.

Presser styrer traktoren

Den kombinerede rundballepresser og wrapper Ultima med variabel ballediameter fra 1,25 til 1,5 meter kommer med et forkomprimeringskammer i indføringen, der sikrer opstarten af hver balle i det semivariable kammer og desuden øger kapaciteten.

Med TIM overtager Ultima'en styringen af traktoren for at sikre optimal balleformning og -presning samt stopper traktoren ved balleafsætning. Af sikkerhedsmæssige grunde skal traktorføreren dog fortsat selv sætte i gang.

Nyt på de store Big Pack er blandt andet en mulighed for at udstyre dem med acceleratorrulle på pickuppen for at øge kapaciteten samt reducere pto-omdrejningerne fra 1.000 til 800 i tynde skår. Presserne kan udstyres med samme veje- og fugtmålingssystem som Comprima'erne, og med Krones iPack-elektronik kan dataene ikke bare logges, men også via gps angive de enkelte ballers placering i marken.

cso@landbrugsmedierne.dk  

33 39 47 64

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle