Kvælstofreguleringen dur ikke

Den største udfordring for landbrugserhvervet lige nu er kvælstofreguleringen. Som den er nu, dur den ikke. Det mener formanden for Vejle Amts Familielandbrug, Svend Aage Steenholdt. Han anbefalede i sin beretningen til generalforsamlingen i denne uge, at kvælstofregulering i fremtiden bliver lagt an på udledning af kvælstof og ikke på kvoter på forbruget af næringsstoffet.

»Videncentret for Landbrug arbejder intensivt på at få en ny N-model. Der er anlagt forsøg seks steder i Danmark. Her er indsatsen optimeret på kvælstof og plantebeskyttelse, og det giver syn for sagn. Også resultaterne af landsforsøgene er en uvurderlig videnkilde til at belyse effekten af de restriktioner, som landbruget får på driften,« sagde formanden. Han pegede også på, at en ny analyse fra videncentret viser, at udledningen af kvælstof fra landbruget er reduceret langt mere end forventet.

»Det giver mulighed for at droppe randzoner og øge produktionen,« sagde Svend Aage Steenholdt.

Han fremhævede, at regulering baseret på udledning af næringsstoffer giver mulighed for at tage ny teknologi i brug, så produktionen kan øges, uden at miljøet bliver belastet.

Han efterlyste flere medlemmer til foreningen:

»Vi får mange nye kunder i Landbrugsrådgivning Syd, men det er medlemmerne, der betaler for foreningens aktiviteter og det benarbejde, alle får glæde af. De, der ikke er medlemmer, kører på frihjul. Som medlem får man mange fordele. Vi har indflydelse bl.a. pga. vores kontakter til kommuner og det politiske system. Måske skal kontingentmodellen tages op og drøftes igen,« sagde Svend Aage Steenholdt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle