Sundheden i farestien til løsgående søer tæt på den traditionelle kassesti.
Det dur, men kræver højere bemanding. Sundhedsmæssigt ligger det tæt på det traditionelle system.
Således sammenfattede teamleder Tage Rødbro, LVK svinedyrlægerne Nord, på årsmødet erfaringer med løsgående søer i farestalden.
Med udgangspunkt i en besætning med 1.200 søer etableret i 2011 nævnte han, at farefeber kan være et problem. Behandlingsfrekvensen var 20 – 30 procent.
Benlidelser – klovbylder, ledbetændelse, kodesår og trykninger – blev gradvist færre og stammede i øvrigt hovedsagligt fra drægtighedsstalden. Andelen af skuldersår var 8 – 10 procent de første tre måneder, og herefter ganske få.
Aggressive
LYD-søer viste sig at være mest aggressive, meget urolige, og de malkede ikke godt. Det første år var der således halvanden fravænnet gris i forskel mellem LY- og LYD-søer, sagde Tage Rødbro og konkluderede, at soens race er afgørende.
Hos pattegrisene var ihjellagte grise et stort problem i begyndelsen. Men det afhænger af søerne, og det afhænger af pasningen. Ligeledes skal man være opmærksom på temperaturen i stien. Der skal være koldt, så snart grisene er tørre.
Med hensyn til sult er der god adgang til yveret, men splitmalkning kan være svært at praktisere.
Diarré – ikke gul diarré – kunne optræde især i første leveuge. Værst hos søer med yverbetændelse/farefeber og især i gyltekuld.
