Løver og rådgivning fik flyttet iværksættere

Projekt Løvens Hule gav nyttige erfaringer om, hvordan en nicheproduktion kan udvikles til en bæredygtig forretning.

Er der en økonomisk fremtid i at sælge mel fra hjemmeavlet korn, kød fra kreaturer på naturområder eller blomster fra egne marker? Eller kan det gøres rentabelt at sælge oste af mælk fra køer, der lever af hø, eller af at sælge gårdophold, der omfatter hyggeligt samvær med køer og kalve?

Svarene blæser fortsat i vinden - intet er sikkert.

Men det er faktisk muligt at flytte den type af nicheprojekter fremad mod realisering ved hjælp af forskellige typer af rådgivning og sparring med eksperter eller kolleger.

Og det er en vigtig konklusion at drage, mener Anett Skov Marcussen, der er sektorchef i Seges Økonomi & Virksomhedsledelse og medlem af styregruppen bag projektet Veje til Vækst - Løvens Hule, som nu er afsluttet.

Uventede spørgsmål

»Det har været et rigtig godt projekt, idet vi har oplevet, at man ved hjælp af rådgivning for 30-40.000 kr. - som ikke er mange penge i den sammenhæng - har kunnet bringe deltagernes vækstprojekter betydeligt tættere på at lykkes,« siger Anett Skov Marcussen.

»Desuden var det en sjov og nyttig ide at bruge »Løver« udefra med en anden tankegang end den traditionelle samt med evnen til at stille de uventede spørgsmål. De har fremmet afklaring og presset deltagerne til at tage afgørende skridt fremad.«

De fem iværksætterprojekter var vidt forskellige, dog med det fælles træk, at økonomiske emner spillede en central rolle i den rådgivning, som de blev tildelt af løverne.

»Der kan DLBR-systemet bidrage med noget vigtigt,« siger Anett Skov Marcussen.

»Men det var også vigtigt, at deltagerne fik mulighed for »at spille bold« med et hold erfarne eksperter, som kunne udfordre dem på punkter, som de ikke selv havde overvejet. Det har bidraget til at give afklaring i forhold til fremtiden og vist, at det er vigtigt at tænke hele vejen rundt.«

Det er svært alene

Ifølge sektorchefen viser projektet, at gode idéer skal hjælpes på vej med sparring og dialog med andre for at få projekter til at lykkes.

»For de skarpeste beslutninger kommer ikke af sig selv,« konkluderer hun.

»Iværksættere kan være dygtige til at træffe beslutninger, men til at træffe de rigtige fremadrettede beslutninger har de fleste brug for hjælp.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle