Landbrug og finanssektor har begge interesse i lavere gæld

Vi kan fortsat forvente en rekordlav rente – som minimum frem til udgangen af 2015. Det viser en netop offentliggjort renteprognose fra Videncentret for Landbrug. Sammenholdt med fornuftige priser på vores produkter giver det mange landmænd mulighed for at nedbringe gæld, så de kan stå bedst muligt rustet til fremtidens højere renter.

Men er det realistisk, at landbrugserhvervet samlet set kan leve op til denne målsætning, også selv om landmændene har viljen?

Videncentret påviste i en analyse sidste efterår, at 26 procent af alle heltidsbedrifterne er ude af stand til at skabe et tilstrækkeligt likviditetsoverskud til at afdrage på gælden, efter at de har foretaget de investeringer, som er nødvendige for bare at opretholde produktionsapparatet. Det er ganske enkelt uholdbart.

En af årsagerne, til at så mange landbrug ikke kan skabe likviditet nok, er paradoksalt nok de finansielle omkostninger.

Det rekordlave renteniveau får nemlig ikke lov at slå fuldt igennem i landbruget på grund af højere bidragssatser og rentemarginaler.

Bidrag og renter vejer tungt i det samlede regnskab, og der er stor forskel på, hvor meget den enkelte betaler for at låne penge i banker og realkreditinstitutter. Videncentrets nylige opgørelse af bidragssatserne i landbruget viser, at tre fjerdedele af landmændene betalte mellem 0,6 og 1,0 procent i bidrag i 2012, og hver syvende betalte en bidragssats på over 1,0 procent. Siden 2012 er bidragssatserne endda steget lidt, så endnu flere betaler høje satser.

Baggrunden for de højere bidragssatser og rentemarginaler over for landbruget er ikke mindst, at myndighederne i skyggen af finanskrisen har strammet kravene til likviditet og solvens over for banker og realkreditinstitutter. I fastsættelsen af satserne vejer gældsprocenten tungt, så også veldrevne landbrug er blevet ramt som følge af prisfaldet på jord og ejendom.

Bankerne vil gerne øge solvensen. Det kan blandt andet ske ved at minimere tab eller øge indtjeningen. Den finansielle sektor og landbruget står de næste to år i en klar win-win-situation. Konvertér de høje renter og bidrag til afdrag på gælden og nødvendigt vedligehold. Det reducerer tabskontoen, øger solvensen hos både banken og landmanden, og det giver stærkere landmandskunder, som minimerer risikoen for tab.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle