Landbruget stærkeste mand 1995-2009: Ansæt en kompetent leder derhjemme

Få hjælp til det fysiske arbejde på gården, og drop ambitionerne om at køre traktor til hverdag.

Da Peter Gæmelke som 36-årig blev formand for De Danske Landboforeninger, det vi i dag kender som Landbrug & Fødevarer, var hans første handling at ansætte en ’dygtig og kompetent leder til at tage sig af landbruget derhjemme’.

»Det var halvdelen af arbejdskraften på gården, der forsvandt, når jeg skulle være i København meget af tiden. Det er et valg, man træffer, og jeg ville ikke være noget af det foruden. Men det er naivt at tro, at det ikke har konsekvenser for bedriften, at man er så meget væk«, siger Peter Gæmelke i dag, små ti år efter, at han forlod posten som landbrugets stærkeste mand. En post, han bestred i 14 år og først sagde farvel til, da fusionen L&F var en realitet.

I dag er Gæmelke stadig aktiv landmand med en stor produktion af smågrise og slagtesvin og over 500 ha jord. Og så er den tidligere organisationsmand det, man bedst kan kalde professionelt bestyrelsesmedlem med en lang stribe af poster som både formand og menigt medlem i en række virksomheder.

Ingen traktorkørsel

»Mit bedste råd til dem, der overvejer at gå ind i organisationspolitik, er, at man køber sig til kvalificeret hjælp, så alt det fysiske arbejde på gården bliver gjort ordentligt. Man kan købe sig til dygtig hjælp, og det er også derfor, at vore ledere skal kompenseres. Det dur ikke at sidde på Axelborg og bekymre sig om, at det går dårligt derhjemme«.

»Jo hurtigere man indser, at man ikke kan klare begge dele, jo bedre er det for både gården derhjemme og det arbejde, man skal udføre politisk«:

»Når det fysiske arbejde er gjort på bedriften, så kan man selv være med til at lægge strategien og tage sig af de overordnede forhold. Men man skal ikke regne med, at der bliver meget tid til traktorkørsel«.

»Landbruget derhjemme skal ikke bare passes, så det går an. Landbruget er fundamentet for det politiske arbejde, som vi skal udføre som folkevalgte, og så kan det ikke nytte noget, at bedriften hænger i bremsen«.

Det hele værd

»Der har været både plusser og minusser på bedriften derhjemme i den tid, jeg har været politisk aktiv. Men om det har været konjunkturerne eller mit fysiske fravær, kan jeg ikke skille ad. Jeg mener ikke selv, at mit politiske arbejde har været afgørende«, siger Gæmelke og understreger, at det har været det hele værd:

»Det kræver plus plus på arbejdskraften at få bedriften udviklet, samtidig med at man er væk meget af tiden. Men jeg har mødt så mange fantastiske mennesker og været med til så mange spændende ting, som jeg jo ikke ville have, hvis jeg var blevet derhjemme«.

»Jeg vil anbefale alle, der har lyst, til at gå ind i det politiske arbejde. Det er vildt spændende og givende for livet. Jeg ville ikke undvære det for noget, selv om mit job som formand og præsident var et fuldtidsjob i sig selv«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle