Landbrugets analytiske arbejdshest

25 1. september kan direktør for Seges, Ejnar Schultz, fejre 25 års jubilæum.

Arbejdsom, vellidt og målrettet var de tre superlativer, L&Fs administrerende direktør Anne Arhnung fandt frem, da hun sidste år overdrog direktørstolen i Seges til Ejnar Schultz.

Selv om Schultz dermed kun har siddet bag direktørskrivebordet i et år, er det med 25 år i virksomheden en på alle måder en garvet direktør, der kom til at stå i spidsen for landbrugets videns- og innovationshus.

Ejnar Schultz, der er født på en gård i det sønderjyske, er uddannet agronom fra Den Kgl. Veterinære og Landbohøjskole, hvor han tog så mange fag, at der til sidst ikke var plads til flere på eksamensbeviset. Efter et par år i Landboforeningerne på Axelborg blev han i 1994 ansat ved Seges, der dengang hed Videncentret for Landbrug i Skejby.

Her har Ejnar Schultz gennem årene arbejdet i en række afdelinger og roller. Han er kendt for sit store engagement for landbruget og landmændene og har et meget bredt netværk og samarbejde om de muligheder og udfordringer, der er for landbruget – aktuelt gælder det ikke mindst arbejdet med at finde de løsninger, der kan gøre landbruget klimaneutralt og økonomisk bæredygtigt.

Ifølge medarbejderne er Ejnar Schultz’ stærke side, at han ud over et stort kendskab til praktisk landbrug også har en analytisk tilgang.

Prøver man at kontakte Ejnar Schultz skal man nok få svar, men klokken kan godt passere midnat, inden der dumper en SMS ind. Ifølge familien er hans svage side da også, at han arbejder alt for meget, hvilket en fyldt kalender på ingen måder modsiger.

Hobbies er der da heller ikke meget tid til. Et par løbeture ugentligt og lidt organisatorisk arbejde i Venstre. Ved valget i 2015 stillede han op til Folketingsvalget i Aarhus’ kreds Nord, dog uden at blive valgt. Siden er kandidaturet droppet.

Jubilæet markeres med en reception i Seges i Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, 30. august kl. 14-16.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle