Landbrugets førstemand gennem fjorten år er fortsat med at gøre sin indflydelse gældende

60 Peter Gæmelke.

Tidligere formand for Dansk Landbrug, præsident for Landbrugsraadet m.m. fylder 60 år 7. januar.

Peter Gæmelke stod i spidsen for landboorganisationerne i fjorten år og var med til at forme flere fusioner mellem landboforeningerne, familielandbruget og tolvmandsforeningerne i 2002. Landbrugsraadet og Danske Andelsselskaber blev lagt sammen i 2004.

Peter Gæmelke var også med til at forberede sammenlægningen i primærsektoren og følgeerhvervene til Landbrug & Fødevarer, men da organisationen rejste sig som fugl Føniks ved et ekstraordinært delegeretmøde i sommeren 2009, var det uden Gæmelke ved roret. I stedet valgte de delegerede sjællænderen Michael Brockenhuus Schack.

Gæmelke lagde grunden til den mere åbne og dialogsøgende linje over for det omgivende samfund, der præger organisationen i dag. Han krævede blandt andet opgør med »de brodne kar«, som plettede erhvervets image den gang. Han var dansk landbrugs ansigt i Europa som bestyrelsesmedlem i EUs fødevareenhed, Efsa, og igennem to år præsident for de europæiske landmænds organisation, COPA, paraplyorganisation for ti millioner landmænd.

I 2009 nøjedes han ikke med at trække sig tilbage til sin svineproduktion på Røjgaard ved Vejen. Han er pt. medlem af Venstres forretningsudvalg og talsmand for udvalget, da formandsopgøret rasede i foråret mellem siddende formand Lars Løkke Rasmussen og udfordreren, Kristian Jensen. Som formand for Danske Spil er han lige nu med til at rede trådene ud i hestevæddeløbssporten, som skal finde alternative finansieringsmuligheder efter et nyligt regeringsindgreb. Spil på sporten har i en årrække været drevet af Danske Spil.

Peter Gæmelke er gift med Tove Lykke Gæmelke, og parret har to voksne børn. Sønnen Hans Chr. Gæmelke er gået i faderens fodspor som landmand på Røjgaard samt med bestyrelsesarbejde i landboforeningen Jysk Landbrug.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle