Landmænd i fælles BMG-oprør: Vi må stå sammen

Organisationer kræver at få ny kurator i BMG-konkursen. Målet er at repræsentere landmændene bedst i sagen, der har kostet producenter millioner.

Flere organisationer går nu sammen om en fælles opfordring til ramte landmænd i svindelsagen i kornhandleren BMG fra Randers.

Således melder både Østlige Øers Landboforening og Bæredygtigt Landbrug ud, at de vil hjælpe de ramte landmænd med at finde en fælles stemme i konkursboet i form af at få udpeget en ny kurator.

»Om man er medlem af Familiebruget, tolvmand eller Bæredygtigt er underordnet i denne sag. Det handler om at få åbnet dørene for størst mulig gennemsigtighed. Vi skal bare have en repræsentant, der er vores mand«, erklærer Povl Fritzner, formand for Østlige Øers Landboforening.

Derfor samler han nu ligesom Bæredygtigt Landbrug navne på BMG-landmænd, der er kommet i klemme.

Skal man have udpeget en ny kurator i sagen, skal landmændene have størst mulig tyngde - i form af et samlet tilgodehavende i boet. Det er nemlig den eller de med størst tilgodehavende, der kan pege på en advokat i skifteretten.

Dette skal ske inden for tre uger efter konkursen, hvilket vil sige i den kommende uge.

Frygter du, at de nuværende kuratorer ikke repræsenterer landmændene godt nok?

»Det har jeg ingen kommentarer til. Det er en utrolig kedelig og trist sag. Men man er nødt til at smide overfrakken og komme til bunds«, siger Povl Fritzner.

Spor fra tidligere sag

Hos Bæredygtigt Landbrug (BL) husker direktør Hans Aarestrup især en tidligere konkurs fra 2013 som baggrund for tiltaget.

»I sagen om slagteriet Jutland Meat prøvede vi det samme. Det lykkedes ikke, fordi Lønmodtagernes Garantifond var imod et skifte. Det endte med en lang sej kamp for landmændene, de brugte seks år på deres sag«, siger han.

»Derfor skal vi forsøge at indsætte en kurator, der ikke har relationer til Spar Nord eller andre«, siger han.

Ved redaktionens deadline have BL endnu ikke gjort antallet af tilmeldte navne op.

De nuværende kuratorer har udtalt, at et skifte ikke vil gavne landmændene, da kuratorer skal følge samme regler.

»Alle kreditorgrupper har samme interesse i dette tilfælde, og det er at få flest mulige penge i konkursboet til fordeling blandt alle kreditorer«, siger Hans Aarestrup.

Faktaboks

BMG-konkursen:

  • Østlige Øers Landboforening samler navne på landmænd med tab via cfp@ostligeoer.dk
  • Bæredygtigt Landbrug samler navne hos direktør Hans Aarestrup.
  • Målet er at få en ny kurator.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle