Landmænd i vækst behøver anden rådgivning

Gennem projektet "Landmanden som virksomhedsleder" uddannes konsulenter til at være virksomhedsrådgivere.

Landmænd anser den traditionelle landbrugsrådgivning som kompetent, stærk og effektiv til at løse de klassiske rådgivningsopgaver.

Men for vækstlandmændene - de udviklingsorienterede landmænd - er der også efterspørgsel på en rådgivning, der kan mere end for eksempel at fremlægge regnskabet. De vil også vide, hvad regnskabet siger om mulige forbedringer af bedriften, og om de selv gør det rigtige fremadrettet.

De efterspørger virksomhedsrådgivning.

Hvad virksomhedsrådgivning er, og hvilke behov den udviklingsorienterede landmand står med, har Videncenter for Landbrug kortlagt i en ny undersøgelse, og er gennem projektet 'Landmanden som virksomhedsleder' i gang med at uddanne konsulenter til virksomhedsrådgivere.

Kortlægningen består blandt andet i interviews, markedschef Kasten Bove, Videncenter for Landbrug, har foretaget af 19 forskellige typer vækstlandmænd fra hele landet.

Spotte nye trends

Behovet handler i høj grad om netværk.

"Mange af de udviklingsorienterede landmænd henter i høj grad inspiration fra mange sider. De, der klarer sig bedst, er gode til at hente inspiration både fra DLBR-systemet og fra andre, og de bedste er dem, der formår at hente inspiration og sparring på områder, hvor de selv er svagest," siger Karsten Bove.

"Forventningerne til rådgivningen er også, at den er god til at spotte nye trends og nye muligheder for at udvikle virksomheden. Rådgiveren skal have stor økonomisk indsigt, men også have et stærkt netværk til specialister samt have erfaring med udviklingsprojekter. Rådgiveren skal være i stand til at hente inspiration udefra. For eksempel hjælpe med at etablere velfungerende gårdråd og bestyrelser eller finde relevante sparringspartnere, både fra landbruget men også fra andre erhverv. Mange af landmændene ser inspiration fra specialister og eventuelt ledere fra andre brancher som meget nyttig, siger Karsten Bove.

Samle netværk

Formålet med projektet er at gøre landmændene til bedre virksomhedsledere ved blandt andet at samle netværk omkring dem.

Sådanne virksomhedsrådgivere er ved at være på vej nu i DLBR-systemet.

"Seks store rådgivningsvirksomheder har således udpeget virksomhedsrådgivere. Eksempelvis Jysk Landbrugsrådgivning har et team bestående af fem rådgivere, og typisk er der tre til fem der fungerer som virksomhedsrådgivere," fortæller Karen Tegllund, DLBR-Akademiet.

DLBR-Akademiet er involveret i uddannelsen af rådgiverne. Blandt andet har man koblet sig på ConnectDenmark, der er et forum af virksomhedsrådgivere fra andre brancher og dermed har basis for at skabe bredere netværk. Hermed kan rådgiveren netop være den, der inspirerer og finder attraktive netværk til landmanden.

Uddannelse

"Ud fra de erfaringer, vi har fået gennem projektet, laver vi en egentlig uddannelse af virksomhedsrådgivere," forklarer Karen Tegllund.

En erfaring fra interview-undersøgelsen er også, at landmændene søger de bedste specialister til de opgaver, de står over for, og netop det skal netværkene bruges til.

Men rådgiverne skal ikke kun inspirere og hente ny viden til landmændene.

"Landmændene vil også gerne udfordres, så rådgiveren skal også kunne sige til og fra," siger Karsten Bove.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle