Dansk landbrug mangler i den grad arbejdskraft, så nu må landmændene være med til at øge rekrutteringen.
Af Jacob Nielsen, nyuddannet agrarøkonom og p.t. medarbejder på en planteavlsbedrift. Nr. Snedevej 40, 8700 Horsens.
Jeg prikker til landmændene, fordi min hovedopgave på agrarøkonomuddannelsen fra Bygholm i år handler om rekruttering til - og fastholdelse af - unge i landbruget Spørgeundersøgelsen, som hovedopgaven bygger på, viser, at unge, der ikke er vokset op på et landbrug, har meget lidt begreb om erhvervet, men de kan godt være interesserede i det alligevel. At de så ikke havner her, skyldes tit mere målrettet markedsføring fra andre fagområder.
Undersøgelsen viser også, at HVIS de unge er kommet i gang med en landbrugsuddannelse, forventer de at blive taget hånd om og taget alvorlig både på landbrugsskolen og ude på praktikstederne for at hænge ved.
Begge dele falder tilbage på dagens landmænd, som er nødt til at åbne stalddørene og invitere børn og unge, folkeskoler og efterskoler, lærere og forældre indenfor. Her skal landmændene med overbevisning fortælle, hvad en hverdag i erhvervet indebærer af spændende udfordringer, digitale løsninger, økonomisk planlægning, ledelsesmæssigt ansvar, miljøbiologisk stillingtagen og langt hen ad vejen normale arbejdstider.
Kun ved at vise selvtillid og slå hul på myterne om grim staldlugt, umuligt lange arbejdsdage, og at man skal være for dum til alt andet for at blive landmand, kan vi få de unge til at kigge mod vores spændende og alsidige erhverv.
Ændre image
Landbrugets image skal ændres, og vi er selv nødt til at gøre det. Mit eget engagement ligger ved griseproduktionen, og her skal vi også være stolte og vise de unge, at alt faktisk foregår ordentligt i staldene, at vi ikke bruger unødig medicin, at MRSA ikke er farlig, når vi tager vores forholdsregler, og at lugten i staldene er minimal i forhold til tidligere tider.
Jo, det tager tid at have en klasse på besøg. Det ved jeg fra et job som fodermester/driftsleder hos en stor griseproducent, hvor man prioriterer ambassadørrollen. Et besøg kunne tage op mod tre timer, men det var altid en god investering.
At se forståelse og accept indfinde sig hos både børn og voksne, efterhånden som de kom rundt på bedriften, hørte forklaringer og fik svar på deres mange spørgsmål var tiden værd. Kun via kvalificeret oplysning kan vi give skoleungdommen redskaber til at træffe et sikkert tilvalg af en landbrugsfaglig uddannelse og holde deres interesse fanget.
Vi må fortælle gode historier fra vores dagligdag, det, der lykkes og glæder os, og pointere, at landbrug i dag som regel er større arbejdspladser med flere ansatte.
Jo, dagens unge har måske brug for lidt ’nursing’ for at falde til, men når vi er tilpasse, er vi parate til at byde ind med noget selv.
Vi lærer en masse på landbrugsskolerne, og det er sjovt at få lærdom sat i spil. På den måde føler vi os inddraget og taget alvorligt.
Desværre har landbruget nok sovet lidt i timen ved i årevis at hente arbejdskraft fra Ukraine frem for at bokse med ’forkælede’ danskere. Det svier nu. Derfor er landmændene nødt til at se sig selv som læremestre igen. Vi skal have de mange tvivlende unge, som MÅSKE synes, genetik, ledelse, økonomi, maskineri, miljø og planteproduktion er interessant, til at sige ja tak til en landbrugsuddannelse – og det er ikke kun nogle få landmænds opgave. Det må være alles opgave, også Landboforeningernes. Snak sammen, hjælp hinanden, og kom ind i kampen, for det haster.
