Landmændenes forventninger i bund

På længere sigt regner landmændene med at få bedre salgspriser. Specielt mælkeproducenterne forventer bedre tider i 2016.

Landmændenes forventninger til produktion, investeringer og indtjening i den nærmeste fremtid har nået et lavpunkt, viser en aktuel konjunkturanalyse fra Seges. Efter et voldsomt dyk i 2014 falder forventningerne yderligere i 2015, fremgår det af en ny måling i Landmandsbarometeret.

»Forventningerne har nået et nyt lavpunkt og er netop nu på det laveste niveau i undersøgelsens historie,« siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Seges.

»Det er især svine- og mælkeproducenterne, som lige nu er særdeles hårdt presset økonomisk. De scorer negativt på alle de parametre, vi måler på,« siger Klaus Kaiser.

Rekordlav forventning

Det er især forventningerne til investeringer og indtjening, der er faldet kraftigt.

I år forventer næsten hver tredje landmand et fald i investeringerne på mere end 25 procent, og næsten fire ud af ti landmænd forventer et fald i indtjeningen på mere end 250.000 kr.

Landmændenes negative vurdering af indtjeningen skyldes ifølge Klaus Kaiser lave forventninger til salgspriserne, mens de negative forventninger til investeringerne har flere årsager.

»Muligheden for at investere er svækket betydeligt af den lave indtjening, og samtidig oplever landmændene, at det er særdeles vanskeligt at få kreditinstitutterne til at finansiere investeringerne,« forklarer Klaus Kaiser.

Bedre tider i 2016

Landmandsbarometeret viser til gengæld, at forventningerne til 2016 er noget mere positive.

Det gælder både i forhold til produktion, investeringer og indtjening. Især er mælkeproducenterne generelt positivt indstillede.

»Det er nærliggende at sætte deres optimisme i forbindelse med mælkekvoternes ophør,« siger Klaus Kaiser. Han minder samtidig om, at forventningerne skal ses i forhold til den nuværende situation, der er præget af de meget lave mælkepriser.

Selv om mælkeproducenterne forventer bedre tider i 2016, er det ikke ensbetydende med, at deres udfordringer ophører i 2016, fastslår han.

Landmandsbarometeret, der laves to gange om året, bygger på besvarelser fra ca. 3.000 landmænd.

Faktaboks

Landmandsbarometer

  • To gange om året
  • Ca. 3.000 landmænd
  • Næsten hver tredje venter et fald i investeringerne på mere end 25 procent i år
  • Næsten fire ud af ti forventer et fald i indtjeningen på mere end 250.000 kr

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle