Et landbrug, der konstant er på kollisionskurs med sit naturgrundlag, har ikke nogen fremtid. Men der er en vej ud af landbrugets økonomiske og økologiske krise, som samtidigt giver den enkelte landmand mulighed for at bevare sin frihed, mener denne uges kronikører. Per Clausen, MF, og Maria Reumert Gjerding, MF-kandidat (Enhedslisten)
Regeringen lancerede kort før jul et vækstpakke for fødevarer, hvor ny kapital til især svineproduktionen skal komme et kriseramt landbrug til undsætning. Tanken er, at eksterne investorer såsom kapitalfonde og pensionskasser skal redde landbrugssektoren. Det betyder i praksis, at en gældsplaget landmand må sælge og miste sin indflydelse på driften. Han bliver sat under administration af en professionel bestyrelse, der overtager ansvar og vetoret over en gård, de ikke selv har deres gang på. Landmanden bliver i bedste fald lønarbejder på den gård, han ikke længere selv ejer, med pligt til at følge bestyrelsens beslutninger.
Det er fremtidsudsigten for mange danske landmænd, hvis regeringens udspil bliver til virkelighed. Enhedslisten har et alternativt tilbud. Men det kræver, at landmændene griber det.
Regeringens udspil ligger i forlængelse af den strategi, der har kendetegnet dansk landbrug gennem de sidste årtier. I den periode er en rimelig alsidig andelsbevægelse blevet forvandlet til noget nær monokultur. I dag er det således hele 80 pct. af landbrugsjorden, der går til at producere foder, og den animalske produktion koncentrerer sig om svin. Tendensen er selvforstærkende: Den ensidige satsning betaler sig kun, hvis den følges op af voldsom effektivisering, som igen kræver mere af det samme. Det kommer til at minde om industrilignende masseproduktion, som forudsætter lave lønninger og dårlig dyrevelfærd, hvis vi skal klare os i konkurrencen.
Det er tydeligt, at strategien er dødsdømt. For vi udnytter vore hjemlige råvarer på linje med ulande, der eksporter bomuld helt uden at tjene på det. Vi kan ikke underbyde polske slagteriarbejdere, der i Tyskland får 22 kr. i timen, og vi kan ikke gøre produktionen mere effektiv uden yderligere at forringe vilkårene for dyr og natur. Allerede i dag dør hver fjerde pattegris i forbindelse med fødslen eller i dagene efter, fordi der med vilje avles flere unger, end soen har patter til. Der eksporteres i stor stil levende og halve grise, så kun 5-10 pct. af de grise, vi producerer i Danmark, ender med at skabe arbejdspladser i den fødevareforarbejdende industri efter slagteriet. I det primære jordbrug er halvdelen af arbejdspladserne forsvundet gennem de sidste tyve år. Landmændenes gæld er til gengæld vokset til 360 mia. kr. Det sker parallelt med, at danskernes behov for fødevarer i stigende grad dækkes af udlandet.
Landbruget har desværre selv skabt de monstre, som den enkelte landmand nu må slås med. Tiltagende centralisering har samlet magten over såvel landbrug som fødevareindustri på få hænder. Sidstnævnte er i dag samlet i tre gigantselskaber: Danish Crown, MD Foods og DLG. De agerer som multinationale selskaber, der er mere interesserede i bundlinjen på et internationalt marked end i dansk beskæftigelse, økonomi og miljø. På papiret er hovedselskaberne ganske vist ejet af danske landmænd efter andelsprincippet, men de er samtidig blevet aktieselskaber med magtfulde direktioner, der satser på profitmaksimering i skarp konkurrence med andre globale fødevaregiganter. Den enorme koncentration af magt har helt sikkert været medvirkende til, at landbruget i Danmark på et par årtier er skiftet fra mangfoldig andelsbevægelse til en monopolkapitalistisk situation.
Den har også skærpet en konflikt mellem to poler: På den ene side samfundets krav om rent drikkevand, om en natur i fremgang og ordentlig dyrevelfærd. På den anden side landbrugets krav om effektivisering og størst muligt udbytte, også selvom det kræver overforbrug af antibiotika og foregår på bekostning af ellers velfungerende økosystemer.
Regeringens forslag om at lade kapitalstærke interesser overtage landbrugssektoren vil helt sikkert gavne de store selskaber, som allerede i dag lokker deres ansatte til at investere en del af deres løn mod at få skattefradrag. En konstruktion med skattefradrag betyder for øvrigt, at alle vi andre via fællesskabets kasse også kommer til at bidrage til selskabernes gilde. For den menige landmand og hans dyr er der derimod ikke meget at komme efter i udspillet.
Der er en anden vej ud af landbrugets økonomiske og økologiske krise, som samtidig giver den enkelte landmand mulighed for at bevare sin frihed. Den kræver bare, at vi er villige til grundlæggende at ændre på den danske landbrugsstrategi. Udgangspunktet er nødt til at være en erkendelse af, at et landbrug, der konstant er på kollisionskurs med sit naturgrundlag, ikke har nogen fremtid.
Derfor er der brug for gradvis, løbende omstilling til andre produktionsformer end de nuværende. Sigtet skal være økologisk med samfundshensyn til naturbeskyttelse, biodiversitet, dyrevelfærd og grundvand. Der er også brug for øget selvforsyning og for en alsidig lokalproduktion, hvortil der genetableres mindre, lokale fødevarevirksomheder.
I stedet for at eksportere levende og halve svin i læssevis og konkurrere på pris, skal vi konkurrere på kvalitet. Vi skal selv bearbejde og forædle svinekødet, som derefter kan eksporteres til højkvalitetsmarkeder. På den måde kan eksportværdien blive langt højere.
Endelig skal landmanden have sin handlefrihed tilbage. Han skal ikke kun opfattes som fødevareproducent, men som forvalter af et økosystem der ikke blot leverer fødevarer, men også fx vand og kulstofbinding.
Det kræver på den korte bane en modpol til de eksisterende multinationale aktører, som indsnævrer landmændenes råderum. Rent praktisk kunne det ske via en national jordbrugerfond, som kunne overtage jorden ved gældssaneringer på en måde, hvor landmanden bevarer en uopsigelig forpagtningsret til at dyrke jorden. Dette vil også løse de store problemer der er for unge landmænd, der har svært ved at låne penge til at etablere sig.
De to beskrevne strategier har helt forskellige konsekvenser for landmanden: Regeringens vil indskrænke hans frihed – Enhedslistens vil sikre den.
Den grønne omstilling af landbruget, som vi foreslår, er ikke ren utopi. Det er ikke umuligt at gøre op med sektorens magtmonopoler og flytte fokus til kvalitet og skabelse af danske arbejdspladser. Det kan lade sig gøre, for en tilsvarende omstilling er – i hvert fald teknisk set – sat i gang på energiområdet for at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energi. Erfaringerne er altså, at når erkendelsen af kollisionskursen bliver stor nok, kan der også skabes politisk vilje til en grøn omstilling.
Viljen og erkendelsen kommer imidlertid ikke af sig selv. Den forudsætter, at de sidste årtiers strategi, som regeringens udspil cementerer, får modspil. Derfor har vi brug for dig som landmand: Kom ind i kampen og slås for din frihed! Insistér på, at du ikke bare er en fødevareproducent, der skal sættes under administration – men en kyndig forvalter af vores fælles jord og dermed helt uundværlig for samfundet.
