Lattergasudviklingen fra marken kan reduceres af naturlige stoffer

Af Frank Oudshoorn, Seges Økologi Innovation

Afgrøder har brug for næringsstoffer, bl.a. kvælstof. Men når man tilsætter gødning til markerne, skal den organiske gødning først omsættes til noget, der kan optages af planterne. Det organiske materiale skal derfor først omsættes til ammonium og derefter nitrat. Nitrat kan imidlertid både udvaskes og omsættes til lattergas.

Hvis omsætningen fra ammonium til nitrat er sket i takt med, at planterne havde brug for gødningen, vil det være en fordel for landmandens udbytter, og samtidig vil det reducere udledningen af lattergas.

Nitrifikations- hæmmere for økologer

Der er fundet kemisk syntetiserede forbindelser, der kan begrænse lattergasemissioner med op til 40 pct. Stofferne hæmmer omsætningen, så den sker langsommere, og det giver planterne en bedre mulighed for at nå at optage kvælstoffet, inden det enten udvaskes eller bliver til lattergas. De stoffer kaldes også for nitrifikationshæmmere. Disse kemiske stoffer er dog ikke tilladt i økologisk produktion, og nogle af dem er let opløselige og kan derfor udvaskes til grundvandet og være årsag til forurening.

Derfor ledes der efter naturlige (NNI) eller biologiske nitrifikationshæmmere (BNI), som ikke er skadelige for miljøet, og som økologer kan bruge. NNI er planter, der selv producerer nitrifikationshæmmere for at sikre, at næringsstofferne, som er omkring deres rødder, kun kommer fri i den grad, som de har brug for dem. BNI er stoffer, der udvindes fra planter eller mineraler eller ved at bearbejde biologisk materiale. De har en hæmmende virkning på omsætningen af ammonium til nitrat, når de tilsættes til jord eller gødning.

Potentielle nitrifikationshæmmere afprøves

Der mangler en systematisk undersøgelse af potentielle naturlige og biologiske nitrifikationshæmmere, og derfor har Seges Økologi Innovation sat en screening i gang af mulige emner. De forskellige stoffers potentiale som nitrifikationshæmmere afprøves i et forsøg med lukkede kamre. Hvis det lykkes at finde nogle stoffer med en god effekt, vil det kunne hjælpe økologisk jordbrug med at reducere lattergasemissionerne - til gavn for klimaet.

 

Scan QR-koden

i billedet, og se en video om forsøget.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle